Danish Crown: Ingen nye smittede i Horsens

"Kæmpe lettelse", siger Danish Crown, efter koncernens største slagteri umiddelbart er gået fri af smitte.

Der er ingen yderligere smittetilfælde med covid-19 i Horsens.

Mandag aften meldte Danish Crown, at en ansat i Horsens var testet positiv for covid-19.

Det fik slagteriet til at hjemsende en række yderligere kolleger - og til tirsdag at droppe aftenslagtningerne, så medarbejderne udelukkende blev testet, før de gik hjem igen.

De første tests af kollegerne på aftenholdet har nu vist, at der ikke er flere smittede. Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Blandt de 300 testede på aftenholdene, og dermed de tætteste kolleger til den smittede medarbejder, er der ikke fundet nye smittetilfælde.

"Det er en kæmpe lettelse. Selv om vi vidste risikoen for smitte blandt medarbejderne var relativ lille, så er det på ingen måde en garanti. Nu ved vi, at der ikke smittede på hele den del af aftenholdet, der arbejder sammen med den ene medarbejder, der er konstateret smittet med COVID-19", udtaler Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

Ingen symptomer, før positiv test

Den pågældende medarbejder lod sig teste, da han blev opmærksom på, at en person i hans nære omgangskreds var testet positiv. Derfor lod han sig teste og søndag kom meldingen, at han var smit-tet med COVID-19.

Per Laursen glæder sig over den hurtige reaktion fra den slagteriansatte på skærestuen.

"Vores medarbejder har ageret helt efter bogen. Ingen kan gardere sig 100 procent mod smitte, men vi kan alle sammen gøre en indsats ved at lade os teste, når vi hører om smittede i vores om-gangskreds privat eller på jobbet", udtaler han.

Danish Crown fortsætter tests

På fredag tester Danish Crown 1100 medarbejdere på slagteriet i Horsens. Medarbejderne på slagterierne i Rønne, Skærbæk og Sæby bliver også testet, mens medarbejderne i Herning først testes fredag den 11. september.

"Oprindeligt var det planen at teste i Herning på fredag. Det har vi udsat for at have kapacitet til at teste medarbejderne på slagteriet i Horsens, så vi med sikkerhed kan udelukke spredning af smitte. Vi tester derfor alle medarbejdere i Horsens både i denne uge og i næste uge", fortæller Per Laursen.

De mange test udføres i samarbejde med regionerne og i et vist omfang en privat udbyder og blev iværksat efter lukningen i Ringsted forrige uge, efter der skete massiv smittespredning blandt især en række medarbejdere med udenlandsk baggrund på slagteriet.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle