Danish Crown melder om større udbud - og udsætter fortsat grise

Danish Crowns salgsstyrke melder om større tysk udbud efter ASF. Nedbrud på slagteri betyder, at man stadig skubber grise.

Trods det faktum, at Danish Crown fastholder sin notering til andelshaverne i den kommende uge, er der absolut ingen ro på de indre linjer hos selskabets salgsstyrke.

Efter et par uger med afventende indkøbere, melder global salgsdirektør Lars Andersen, at man nu har indledt "anden runde af konsekvenserne" efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland.

Det betyder øget volatilitet og forhandling om, hvad der er den rigtige pris på de mange delstykker. 

"Slagterierne i Tyskland slagter igen mere, og det er med til at skabe et større udbud i Europa nu end for 14 dage siden. Markedet for udbenede og salgsklare varer er fortsat stabilt, men priserne på hele delstykker til udbening presses af et større udbud end normalt", udtaler han i den ugentlige markedsopdatering.

Noteringen fortsætter på 10,3 kroner per kilo, som den har været siden udbruddet af ASF midt i september. So-noteringen tager også en uge mere på 5,10 kroner per kilo.

Skubber 160.000 grise

Af markedsopdateringen fremgår det også, at der fortsat skubbes et stort antal grise - svarende til omkring to dages slagtninger - efter man kom bagefter i august efter lukningerne i Ringsted.

Det skyldes nedbrud i Blans i flere dage denne uge. Derfor skubbes der 160.000 grise til næste uge, og Danish Crown forventer kun at indhente de 30.000 i den kommende uge.

Kina holder stadig hånden under notering

Slagterikoncernens strategi er at lægge sig tæt på forbrugeren som muligt, frem for at sælge store partier til grossister.

"Markedet er meget mere volatilt end normalt, så det øjebliksbillede, vi ser i denne uge, kan lynhurtigt ændre sig. Vores fokus ligger på at komme så langt frem i værdikæden som muligt, altså at sælge så meget som muligt enten direkte til detailhandlen og foodservice eller forædlingsfabrikker, der også sælger til de to kundegrupper", siger Lars Albertsen.

Siden sommerferien har koncernen fast meldt om god efterspørgsel fra Kina og stabil afsætning til Japan. Dette fortsætter også den kommende uge.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle