Danish Crown: Plantebøffer er supplement til salget af oksekød

Plante-bøfferne som Danish Crown lancerede tidligere på måneden skal ikke konkurrere med salget af oksekød, men supplere det.

Danish Crown barsler med et nyt projekt og regner med inden nytår at sende planteburgere ud til forbrugerne.

Men i selskabets nyhedsbrev gør de nu opmærksom på, at selvom det kaldes plantebøffer, så er det ikke kød - og skal heller ikke prøve på at smage som kød eller at ligne kød.

"Det giver jo ingen mening. Kød er kød, og planter er planter. Det skal ikke ligne kød, for det er det ikke. Men derfor skal det stadig være lækkert og smage godt", det udtaler Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef.

Og selvom der nu skal laves planteprodukter på Danish Crowns anlæg, betyder det ikke, at fokus fjernes fra kerneforretningen, nemlig salget dansk okse- og kalvekød. Det skal supplere salget af oksekød

"Nu kommer vi i første omgang med en planteburger, og vi skal også have flere hybrid-produkter på markedet, end vi har i forvejen, men det vigtigste er stadigvæk, at vi får fortalt historien om det gode, danske kød, og at vi får solgt noget mere af det. Alt det andet er bare supplementer til sortimentet", fortsætter han.

Danish Crowns analyser viser, at markedet vokser, og at der er penge at tjene på området for vegetariske og plantebaserede fødevarer. Og Finn Klostermann mener faktisk, at salget af plantebaserede produkter kan understøtte salget af det gode, danske oksekød.

"Når nogle kunder gerne vil spise lidt mindre kød, så skal vi også kunne levere det. Og vi kan eksempelvis have en familie, hvor der er forskellige præferencer og holdninger. Der kan vi imødekomme hele familiens behov ved at have fritvalgsmarkeder, hvor man i samme produkt serie kan vælge plantebaserede, hybrid- og rene kødprodukter".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle