Danish Crown-regnskab: Nogle vinder på restbetaling - andre får laveste i 11 år

"Et år med hele følelsesregistret", beskriver formand Erik Bredholt regnskabet fra Danish Crown. For svineandelshaverne er det endt i jubel - kreaturandelshaverne får endnu et gok med laveste restbetaling i 11 år.

Restbetalingen siger nærmest det hele. Hvor griseandelshaverne takket et stærkt andet halvår med stærkt stigende priser scorer højeste restbetaling i 5 år med 1,05 kr pr. kg, så ender de hårdt prøvede kreaturandelshavere med laveste restbetaling i 11 år.

Det viser Danish Crowns netop offentliggjorte regnskab for perioden oktober 2018 til og med september 2019.

Man skal helt tilbage til kriseårene omkring finanskrisen i 2007-2009 for at finde lavere restbetaling til kreaturandelshaverne, der ellers har haft "for vane" at kunne budgettere med over en krone på efterbetalingen.

For so-andelshaverne lander efterbetalingen på 90 øre pr.kg.

 

En verden til forskel

Som helhed lander Danish Crowns regnskab på en omsætning på 56,5 mia. kroner - en fremgang fra sidste års 53,5 mia. kr.

Både direktør Jais Valeur og formand Erik Bredholt lægger i en pressemeddelelse om regnskabet vægt på, at de to halvår af regnskabsåret viser hver deres historie rent økonomisk. Fra dyb krise med en notering nede på 8,30 kr/kg hen over vinteren - til en sommer, hvor priserne kun gik op og op.

"Det har været et år, hvor vi som ejere har været hele følelsesregisteret igennem. Vi er gået fra dyb krise til gode priser på grisekød. Nu handler det om at holde momentum og udvikle Danish Crown, så fundamentet under den danske produktionen af slagtegrise styrkes med det klare mål at sikre både den danske produktion og arbejdspladserne på slagterierne", udtaler Danish Crowns formand Erik Bredholt.

Årets overskud for de fortsættende aktiviteter lander på 1.953 mio. kroner, hvilket er på niveau med 2017/18, melder Danish Crown.

Grise op - og kreaturer ned

Afregningen for grise er i gennemsnit hævet med 93 øre pr. kilo hen over året, melder Danish Crowns udregning. En bemærkelsesværdig vækst på over 40 procent - især trukket af andet halvår.

Normalt har forædlingsselskaberne svært ved at trække prisstigningerne hjem i en sådan situation. Men Jais Valeur fremhæver, at især polske Sokolow har klaret sig godt. Også de nyindkøbte selskaber inden for bacon og pepperoni samt pizzatoppings viser styrke.

Det samme gælder dog ikke for Danish Crown Beef, hvor kreaturnoteringen er faldet med 1,57 kr/kg for helåret. Det skyldes, at indtjeningen i både Danmark og Tyskland har været udfordret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle