Danish Crown-rival satser og vokser i Storbritannien

Mens Danish Crown har trukket sig fra Storbritannien, investerer en konkurrent i yderligere vækst i Brexit-landet.

Den tyske slagterigigant Tönnies fortsætter med at investere massivt i slagteridrift i Europa.

Således vil virksomheden nu investere 25 mio. euro - omkring 186 mio. danske kroner - i at øge produktionen af pølser og bacon i det britiske. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Storbritannien er et vækstmarked for den private, tyske slagterikoncern. I 2020 forventer man for første gang at runde et salg på 3,725 mia. kroner i landet, der snart ventes at forlade EU.

Ifølge pressemeddelelsen er Tönnies markedsleder på bacon i Storbritannien via datterselskabet CPC Meats.

"Det britiske marked er et vækstmarked for os. Vi ønsker at imødekomme den voksende forbrugernes efterspørgsel der med vores kvalitetskød," udtaler Tönnies' administrerende direktør Frank Duffe.

Dermed vælger den tyske koncern en noget anden strategi end danske Danish Crown, der sidste år solgte sin hidtidige kronjuvel og smertensbarn Tulip Ltd fra til den brasilianske kødgigant JBS's datterselskab Pilgrim's Pride.

Storbritanniens lave priser

Ifølge Tönnies er prisniveauet betydeligt lavere i Storbritannien end i for eksempel Tyskland. Hvor Tyskalnd har kødpriser, der sammenlignet med EU-gennemsnittet ligger i indeks 107, så er priserne i Storbritannien kun 93. Det betyder, at et kilo hakket kød koster 1,50 kroner mindre i Storbritannien end i Tyskland.

Tönnies understreger, at man er forberedt på Brexit - ved for to år siden at købe selskabet C&K Meats, så man har lokal produktion i landet og dermed kun i mindre grad er påvirket af de mulige, kommende toldafgifter og importreguleringer.

Tönnies-koncernen ekspanderer i disse år også i Spanien. Ifølge virksomhedens egne tal omsatte man sidste år for 6,65 mia. Euro - 49,5 mia. kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle