Danish Crown-selskab i stort underskud - huder halveret i pris på fem år

Hudepriserne faldt over 30 procent i 18/19. Det ses tydeligt i andelsselskab, der har oplevet brud i ejerkredsen det seneste år.

Året 2018/2019 blev på ingen måder nådigt for Danish Crowns hude-selskab Scan-Hide.

Faktisk melder stort set samtlige nøgletal om et decideret træls år for andelsselskabet fra sydfynske Vester Skerninge.

Omsætningen faldt med 170 mio. kr - eller næsten 25 pct. til 510 mio. kr. Samtidig endte forretningen med et underskud på -18,5 mio. kr.

Årsagen til det pauvre resultat skal findes i et underdrejet hudemarked, der er overforsynet af stigende slagtninger samt lavere forbruger appetit på lædersko, bilindtræk og andre lædervarer.

Afregning halveret på fem år

Det betød, at afregningsprisen faldt i året med hele 32,6 procent og endte på 279 kr. per hud i gennemsnit.

Dermed endte afregningen til de slagterier, der leverer huder til Scan-Hides produktion af forgarvede huder på kun det halve af, hvad der blev afregnet for fem år siden. Her lød noteringen på 525 kr per hud, viser regnskabstallene.

Hudepriserne er en vigtig del af afregningen for kreaturslagterierne. De bedste huder udgør op mod 10 procent af den samlede afregning for dyrene - og de dårligere hudepriser er en vægtig del af, at oksekødsnoteringerne de senere år har været presset mod bunden.

Scan-Hide modtog 1,1 mio. huder i regnskabsåret. Men flere blev ikke solgt, men i stedet lagt på lager.

Her dykkede lagerværdien dog også. Fra at have 269.000 huder med en værdi på 125 mio. kr. liggende, fik Scan-Hide i regnskabsåret nu 289.000 huder på lagerhylder. Og værdien faldt endda til 93 mio. kr.

Resultaterne angives både som "ikke tilfredsstillende" og "som lavere end forventet ved årets start". 

Turbulent år for ejerne

Som om det ikke var nok, har der på ejersiden været turbulens også. En række tidligere andelshavere meldte sig forrige år ud og trådte her ved regnskabsårets afslutning endeligt ud som ejere af Scan-Hide.

Det drejer sig om tyske Westfleisch samt danske Skare og Himmerlandskød. Direktør for Himmerlandskød Lars Andersen har for sin del angivet utilfredshed med en række ejerskabsbeslutninger som årsagen. Blandt andet på kapitaliseringen af Scan-Hide.

I første omgang er flere af slagterierne fortsat som leverandører til Scan-Hide, men på kontraktvilkår. Dette kan dog snart få ende for Himmerlandskøds Lars Andersen.

Han annoncerede sidste uge, at Himmerlandskød fra foråret selv vil foretage forbehandlingen af selskabets omkring 100.000 årlige huder på fabrik i Rødkærsbro - og at man vil samarbejde med norske Norilia om videre forarbejdning og salg af huder.

Svært år med presset marked

Tilbage som andelshavere er nu kun Danish Crown samt det sjællandske Mogens Nielsen Kreaturslagteri.

I november, da Danish Crowns regnskab for hele koncernen blev offentliggjort, kommenterede Beef-direktør - og formand for Scan-Hide - Finn Klostermann også hudeselskabets resultater kort.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svært og at markedet har været presset", lød det. Han ønskede dog dengang ikke at kommentere de konkrete regnskabstal.

- Hvad vil I gøre for at vende den udvikling, der har været på hudepriserne de seneste år?

"Vi kan se, at selv om vi får mindre for huderne, er dametasker og herresko jo ikke faldet i pris. Så nu skal vi sørge for, at vores historie om danske huder produceret hos danske landmænd bliver en del af produktet. Vi tror, at forbrugeren, der skal købe en taske, i stigende grad gerne vil vide, hvor læderet kommer fra. Også de forbrugere, der skal give penge for designklassikere som Ægget. Historien om bæredygtighed vil det være naturligt at tage huderne med i. Det vil vi strategisk kigge mere og mere på. Kan vi finde noget værdi der, så vil det også være med til at holde sammen på den danske produktion".

Halvvejs i regnskabsåret fik Scan-Hide ny direktør, da adm. direktør Jesper Burgaard forlod Scan-Hide til fordel for kartoffelvirksomheden KMC. Ind kom i stedet Michael Søndergaard.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle