Danish Crown skaffer stor kunde for antibiotikafrit opdræt

Den tyske pålægsvirksomhed Reinert vil lave en pålægsserie baseret på OUA-kød fra Danish Crown.

En af Tysklands største producenter af pålæg lancerer en serie baseret på dansk OUA-kød fra Danish Crown, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Jais Valeur, adm. direktør for Danish Crown, er begejstret. Hidtil har det primære marked for grisekød opdrættet uden brug af antibiotika været USA. Der har også været eksport til Italien, men hvor endestationen primært også har været USA.

"Det er et gennembrud for vores OUA-produktion, at Reinert skaber en produktserie på baggrund af råvarer fra Danish Crown. Det er en virksomhed, som sælger til alle de store dagligvarekæder i Tyskland, og det er aftaler som den her, der virkelig kan flytte noget fremadrettet", siger Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Hos Landbrugsavisen.dk har vi for nyligt undersøgt markedssituationen for OUA-kød.

Danish Crown lancerede konceptet for godt tre år siden. Producenterne af de 200.000 OUA-grise i 2017 er alle danske, men Danish Crown eksporterer deres OUA-kød.

Tican overtog for et år siden handelkoncernen Tamacos aftale med Dansk Supermarked og har 2-300 slagtninger om ugen, og salget er nogenlunde stabilt.

Coop har foreløbigt fravalgt at sælge OUA-kød for i stedet at fokusere på eksempelvis de økologiske Poppelgrise fra Hestbjerg, hvor antibiotikaforbruget ligeledes er lavt.

Danish Crown har fortalt, at udfordringen for OUA-kødet især er at få solgt alle dele af grisen som OUA - og dermed til en højere pris. Det påvirker tillægget negativt. Det er sænket fra 2 til 1,2 kr. pr. kg de sidste tre år.

Når Tyskland er et oplagt marked, skyldes det blandt andet de lokale svineproducenters høje antibiotikaforbrug, indikerer Danish Crown. De nævner, at tyske svineproducenter bruger dobbelt så meget antibiotika i forhold til Danmark.

Samtidig benytter tyskerne flere kritisk vigtige antibiotika i landbruget såsom Fluoroquinoloner og tredje- og fjerde generations-cefalosporiner. Fluoroquinolonerne blev udfaset i Danmark for over 15 år siden, og 3. og 4. generations cefalosporiner fravalgte danske landmænd frivilligt tilbage i 2010.

Adm. direktør Hans-Ewald Reinert fra den familieejede Reinert-virksomhed roste ved præsentationen ved Grühne Woche det danske koncept.

"Danmark og Danish Crown er gået forrest, når det handler om at nedbringe brugen af antibiotika. Vores markedsundersøgelser viser, at rigtigt mange tyske forbrugere er bekymrede for antibiotika-resistens. Derfor lancerer vi en pålægsserie, hvor kødet kommer fra grise, der aldrig er behandlet med antibiotika, og samtidig opfordrer vi hele kødbranchen til at gå ind i en diskussion om, hvordan vi løser de udfordringer, der er omkring antibiotika", sagde Hans-Ewald Reinert ifølge Danish Crown.

Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crown og har ansvaret OUA-projektet, roser leverandørerne.

"Det her er et klap på skulderen til alle danske landmænd. Der står generelt stor respekt om vores landbrug ude i verden, og det skyldes ikke mindst, at de danske landmænd gang på gang har modet til at gå nye veje for at udvikle deres bedrifter", siger Søren Tinggaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle