Danish Crown tager imod langt flere grise

Danish Crown arbejder hårdt på at få indhentet mængden af udsatte grise, samtidig med at slagterikoncernen oplever stor interesse for at blive andelsejer hos slagteriet.

Danish Crown arbejder hårdt for at nedbringe den slagtepukkel, som en stor stigning i antallet af leverede grise hos slagteriet har medført. Ved udgangen af denne uge må slagterikoncernen udsætte godt 100.000 grise.

Det er dels helligedage, coronrestriktionerne og især udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, der har fået flere danske landmænd til at holde deres grise herhjemme.

"I de første fire måneder af indeværende regnskabsår har vi fået 455.000 grise mere end samme periode sidste år. Det havde vi egentlig forsøgt at forberede os på ved at øge kapaciteten flere steder på vores slagterier, men den forøgelse er ikke kommet så hurtigt som forventet", siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork i en pressemeddelelse.

"Flere af de nyansatte medarbejdere har af mange forskellige grunde valgt at stoppe igen, og det betyder, at vi først nu er ved at være på det niveau, vi håbede at være på 1. januar. Det er ærgerligt, men alle medarbejdere leverer en kæmpe indsats, og jeg forventer, at vi kan begynde at fremrykke et par uger inden påske, så vi ikke bliver hårdt ramt på den anden side af helligdagene", siger Søren F. Eriksen.

455.000 grise er en stigning på 11 pct. sammenlignet med sidste års leverancer i samme periode.

Stor interesse fra nye potentielle andelsejere

Danish Crown reagerede ved at indføre kvoter på andelsejernes leverancer samt en venteliste for nye andelsejere, og det har ifølge Søren F. Eriksen taget toppen af presset.

"Vi har lige nu en stor interesse for at blive andelsejer, og antallet af grise på venteliste viser, at det var den rigtige beslutning. Det havde skabt store problemer både for vores slagtning, planlægning og afsætning, men det er meget vigtigt, at vi hurtigt kommer i bund med de udsatte grise, så vi kan fjerne kvoterne og sidenhen begynde at åbne for ventelisten, så vi kan fastholde danske grise i landet", siger Søren F. Eriksen. 

Danish Crown har samlet set ansat 500 ekstra medarbejdere til at slagte den øgede mængde grise. De fordeler sig på et aftenhold i Ringsted samt øget kapacitet i Horsens.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle