Danish Crown tilføjer svensk pølseproducent til forretningen

Danish Crown skal nu producere mere "korv" i Sverige, efter endnu et opkøb er faldet på plads.

Danish Crown føjer nu endnu et opkøb til samlingen af værdiforædlede produkter.

Det sker i Sverige, hvor datterselskabet KLS Ugglarps, der er en af Sveriges største kødkoncerner, har købt selskabet Ingemar Johansson i Sverige AB, oplyser Danish Crown.

Selskabet producerer charcuterivarer som pølser og nationalretten korv og blev grundlagt i 1950'erne med base i Göteborg.

Virksomheden omsatte ifølge pressemeddelelsen om købet i 2019 for 230 mio. svenske kroner - cirka 170 mio. kr. - og er altså betydeligt mindre end KLS Ugglarps omsætning på 6 mia. kroner.

Adm. direktør for KLS Ugglarps Jonas Tunestål ser frem til at få flere forædlede varer i sortimentet.

"Det er en hjørnesten i vores langsigtede strategi at vokse i segmentet for højt forædlede produkter, så vi ser frem til at kunne integrere Ingemar Johanssons kvalitetsprodukter i vores allerede brede sortiment inden for charcuteri", udtaler han.

Strategisk sats at købe forædling

Den præcise årsag til, at Ingemar Johannson ønskede at sælge virksomheden, omtales ikke i pressemeddelelsen. Bestyrelseformanden, der også var medejer af selskabet, udtaler dog, at det var vigtigt, at køberen var en virksomhed, der ville tænke langsigtet.

Købet af netop pølsefabrikanten sker som led i Danish Crowns 4WD-strategi, hvor koncernen ønsker sig frem i førersædet inden for forædling af råvarerne fra grise og kreaturer.

Derfor har Danish Crown de seneste år overtaget flere, mindre forædlingsselskaber. Herhjemme er blandt andet Slagter Munch i Skagen, og pepperonivirksomheden DK-Foods blev indlemmet som led i strategien.

I Sverige købte koncernen i 2016 selskabet Chark Produkter, der også er inden for charcuteri, samt i 2015 Dalsjöfors slagteri - og nu altså Ingemar Johansson.

Konkurrencemyndighederne har godkendt købet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle