Danish Crown: Trods corona går salget rigtig godt

Salget er hæmmet på nogle områder - men samlet set går det godt, på trods af coronaen, melder Danish Crown.

Selv om corona-virussen hærger, så går salget ud af Danish Crown rigtig godt. Det melder slagterikoncernen nu i en opdatering på situationen.

For hvor nyhederne melder om et lukket Italien, fodboldstations, der er uden pølse-spisende fans, samt restauranter der står noget nær tomme verden over, så oplever Danish Crowns sælgere stadig købelystne kunder i ind- og udland.

"Efter omstændighederne går det faktisk rigtig godt. Vores slagterier og fabrikker er i fuld produktion og vi har god afsætning af varer til både Asien og Europa", fortæller pressechef Jens Hansen.

"Vi oplever langt fra, at Italien står stille. Det er sådan, at let fordærvelige fødevarer som for eksempel kød er undtaget fra restriktioner, så vi kan stadigvæk få varer ind", siger han.

Pressechefen understreger dog, at der er tale om et øjebliksbillede her midt på ugen - og at situationen meget hurtigt kan ændre sig.

"Starten på ugen har været opløftende. Der har da været benspænd og nogle ting er mere besværlige end vanligt, men det er gået bedre, end vi havde forventet".

Beef er ramt på afsætning

Der, hvor koncernen mærker corona-virus tydeligst er - ud over de mange retningslinjer for møder og rejser for ansatte og ejere - at forretningen i Danish Crown Beef, oksekødsdivisionen er påvirket.

"Vores salg til foodservice falder, fordi folk spiser mindre ude. Det gælder særligt Beef's eksport til Italien og Spanien, der er ramt, fordi kunderne der i høj grad er foodservice", forklarer Jens Hansen.

"Det er stadig på et håndterbart niveau", tilføjer han.

Rygter om store tyske fald

De seneste dage er der gået rygter om, at noteringen i Tyskland kan falde så meget som 10 eurocent på grisesiden, som følge af virusfrygten.

Jens Hansen ønsker ikke at kommentere på, hvordan den danske notering vil ende i morgen, torsdag, men gentager, "vi er meget fortrøstningsfulde, som det ser ud lige nu".

Virksomhedens fabrikker har siden sidste uge været lukket for besøg, der ikke har "forretningskritisk betydning", netop for at dæmme op for smittekilder. Derudover valgte repræsentantskabet i Danish Crown onsdag at gennemføre sit møde via videolink frem for i Vingsted.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle