Danish Crown udflytter igen - og udskyder stor investering

50 arbejdspladser bliver udflyttet til Polen, fortæller Danish Crown, der samtidig udskyder byggeri på ubestemt tid.

Den lave notering og dårlige bytteforhold får nu Danish Crown til at udskyde byggeriet af et nyt hovedkontor i Randers.

Det oplyser slagterikoncernen i en pressemeddelelse.

"Vi mener ikke, at det er det rigtige tidspunkt at bygge", udtaler topchef Jais Valeur i pressemeddelelsen og henviser til den nuværende lave notering for andelshaverne på svinesiden.

Tanken var ellers at omdanne den tidligere pølsefabrik i Sdr. Borup til kontor for både Tulip og Danish Crown og dermed samle medarbejderne fra koncernens tre bygninger i Randers i et fælles hus i 2020. Men den et år gamle plan er altså nu udsat på ubestemt tid.

På to andre områder skærper Danish Crown sine strategiske mål med meddelelsen i dag.

"Vi har valgt at styrke indsatsen, da det i vores øjne vil gavne koncernen på både kort og lang sigt. Men det er ikke smertefri beslutninger, for vi kommer til at sige farvel til en række medarbejdere på tværs af koncernen og samtidig må vi skuffe medarbejderne i Randers med meddelelsen om, at vi udskyder byggeriet", lyder det fra topchefen.

Udflytter 50 medarbejdere

50 administrative medarbejdere netop fra Randers har i dag fået at vide, at deres jobs rykker til et nyt center, der etableres i Krakow.

Udflytningen, der skal samle administration fra hele koncernen i Polen over et par år, skal årligt spare 40 mio. kr.

"Det er et område, hvor der er gevinster at hente, både i relation til servicering af vores kunder og gennem konkrete besparelser. Det er dog også en kompliceret operation, så derfor er det vigtigt for os at rulle projektet ud i et tempo, hvor det ikke kommer til at påvirke forretningen negativt. Derfor vil processen strække sig over to til tre år", udtaler Preben Sunke, finansdirektør i Danish Crown.

Hæver mål for besparelser

Som den sidste af tre initiativer, der nu foretages som led i 4WD-strategien, hæves målet for besparelser på indkøb fra 500 mio. kr. til 650 mio. kr. årligt.

Her har Danish Crown arbejdet målrettet på at samkøre samtlige koncernens indkøb af alt fra gummistøvler til peber de seneste år på tværs af de mange datterselskaber og produktionssteder.

"Vi har opbygget en helt ny indkøbsorganisation og vores specialister har identificeret mulige besparelser på indkøb for et markant større beløb end det, vi kom frem til i vores analyse i forbindelse med strategiarbejdet. Det er ikke besparelser, vi kan hente hjem fra den ene dag til den anden, men vi er blevet bekræftet i, at det var et rigtigt valg at investere i nye kompetencer på indkøbsområdet, så derfor løfter vi målsætningen", udtaler Preben Sunke.

Danish Crown fortalte i sin årsrapport sidste år om, at indkøbet af peber i bare et enkelt selskab som DAT-Schaub kunne gøres 2,5 mio. kr. billigere via et udbud.

Koncernen køber årligt ind for omkring 12 mia. kroner, og frem mod 2021 skal der altså nu spares 650 mio. kr. på området.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle