Danish Crown: Vi kan lære af OUA-sag

Danish Crown peger på, at den journalistiske bearbejdelse i forbindelse med OUA-lanceringen var med til at sende et forkert budskab, men medgiver, at man kan lære af sagen.

Den journalistisk bearbejdelse har været med til at forvrænge Danish Crowns budskaber i forbindelse med lanceringen af OUA-svinekød i Danmark. 

Sådan lyder det fra pressechef i Danish Crown, Jens Hansen.

"I rigtig mange medier har der ikke været et komma sat forkert u den her sag. Det gør sig især gældende for fagmedier og for de medier, der var til stede ved lanceringen. Desværre har vi set eksempler på brug af formuleringen "antibiotikafrit svinekød" i overskrifter og artikler udarbejdet af journalister, der har citeret og skrevet om lanceringen via andre medier, og det er ærgerligt", siger han.

fik meget positiv omtale

At tale om antibiotikafrit svinekød har fungeret som en rød klud på Danske Svineproducenter, der mener, at man dermed antyder, at almindeligt konventionelt svinekød ikke er antibiotikafrit. 

Jens Hansen mener, at Danish Crown har gjort sit for at gøre opmærksom på, at der ikke findes antibiotikarester i nogen typer dansk svinekød.

I pressemeddelelsen står blandt andet: "I forvejen er konventionelt og økologisk grisekød uden rester af antibiotika, når de ligger i de danske kølediske".

"Men desværre er historien også kommet i hænde på nogen, som ikke har viden eller interesse i at have viden om emnet", siger Jens Hansen og tilføjer:

"Det skal dog siges, at der er langt i mellem, at dansk landbrug får så meget omtale på én historie, hvor det ikke er noget negativt. Det er vi glade for, og vi oplever nu en stigende interesse fra supermarkederne om at komme i dialog med os om alle typer produkter - ikke bare OUA-kød".

"Vi tror på, at OUA-svinekød kan blive en rambuk i forhold til at sælge mere svinekød i bred forstand".

"vi kan lære noget af sagen"

Jens Hansen kan dog i bakspejlet godt se, at Danish Crown kan lære noget af sagen, fordi grundkonceptet OUA indeholder en risiko for at blive forenklet og misforstået. 

"Vi kan helt sikkert lære noget af det her, men det er ikke det samme som, at lanceringen ikke har været en succes, når vi ser på den massive omtale, det har givet os og landbruget," siger han.

Pressechefen tilføjer desuden, at det vil koste millioner af marketingskroner, hvis man skal komme alle myter og gamle fordomme til livs omkring produktionen af dansk svinekød.

Faktaboks

OUA-svinekød

  • OUA står for 'opdrættet uden antibiotika'
  • Tanken bag er, at reducere forbruget af antibiotika i svinebesætninger
  • Alle syge grise behandles og får derefter fjernet sit OUA-mærkat
  • Dansk OUA-kød eksporteres primært til USA, men Danish Crown har i august lanceret kødet herhjemme
  • Smag og fedtproducenter er uændret i forhold til alm. konventionelt svinekød
  • Der er ingen rester af antibiotika i hverken OUA-svinekød eller alm. konventionelt svinekød

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle