Danish Crown vil investere milliardbeløb i fabrikker - især på robotter

Slagteriselskabet topstyrer nu sine investeringer i højere grad - og målretter dem især mod automatisering.

Danish Crown vil det kommende år investere et milliardbeløb i modernisering, udvidelser og generelle forbedringer på koncernens slagterier og fabrikker i både Danmark og Europa.

I alt 1,6 mia. kr.er skal der investeres - og disse går især mod automatisering for at fremtidssikre produktionen, melder koncernen i en pressemeddelelse.

"I vores investeringsplan i Danmark og Polen har vi fokus på at øge automatiseringen på de områder, det giver mening og samtidig er en god økonomisk løsning på sigt. Der kommer hele tiden nye teknologiske muligheder og ved at investere i de bedste af dem, kan vi øge produktiviteten og fleksibiliteten i produktionen", siger COO, øverste driftsansvarlige direktør i Danish Crown, Preben Sunke.

Han fremhæver, at koncernen som noget nyt topstyrer sine investeringer strammere for koncernen som helhed.

"Dnye i år er, at vi i højere grad fokuserer vores investeringer inden for vores strategiske produktkategorier. Tidligere har fokus i større grad været at se på investeringer per forretningsenhed og per fabrik, men det giver mere værdi, når vi stiller skarpt på særlige indsatsområder på tværs af koncernen, når vi planlægger investeringerne", udtaler han.

Skal fjerne manuelt arbejde

De største investeringer i det kommende år forventes at gå til Danish Crown Pork, Danish Crown Foods og Sokolów i Polen.

I Danish Crown Pork forventes investeringer i størrelsesorden 400 millioner kroner i dette regnskabsår, mens der forventes investeringer for cirka 900 millioner kroner tilsammen i Danish Crown Foods og Sokolów i Polen.

Investerer stort i Horsens

En af de største enkeltstående investeringer, der planlægges i Danmark, er på Danish Crown-slagteriet i Horsens.

Selvom slagteriet i Horsens kun er 15 år gammelt, er der sket meget med teknologien siden opførelsen, og derfor skal pakkeri-afdelingen moderniseres og automatiseres i større grad, end den er nu, melder slagteriselskabet.

Danish Crown forventer at investere omkring 60 millioner kroner til første etape, som skal foregå i 2019/20.

Produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen fortæller, at moderniseringen i høj grad handler om, at pakkeriet skal igennem et teknologiløft.

"Det er en opgradering med mere automatisering, vi skal lave i pakkeriet i Horsens. Det kan f.eks. være friarmsrobotter, som man kan sætte forskelligt værktøj på. Det vil øge kapaciteten i vores pakkeri, fordi vi med sådan en løsning kan erstatte meget manuelt arbejde med maskiner", siger Per Laursen.

Skal kunne levere på kinesisk efterspørgsel

Produktionsdirektøren lægger også vægt på, at investeringerne på de danske slagterier skal fremtidssikre produktionen. Siden sommer har Danish Crown oplevet en stor efterspørgsel på grisekød til Kina, og det ændrede kravene til produktionen i Danmark.

"Det er vigtigt, at vi er bevidste om, at investeringerne sikrer fleksibiliteten i produktionen. Den store efterspørgsel fra Kina har betydet, at vi har skullet pakke langt mere, end vi gjorde før. Det har krævet stor omstilling. Men der kommer også en dag efter Kina-situationen igen, hvor der kommer nye krav til produktionen. Så fleksibilitet er enormt vigtigt fremadrettet", siger Per Laursen.

Investeringen på 1,6 mia. kroner i det næste regnskabsår svarer til cirka 2,8 procent af Danish Crowns årlige omsætning på 57 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle