Danish Crowns eksport til Kina er 16-doblet

Danish Crown oplever ikke overraskende en stor stigning i deres eksport af grisekød til især Asien på grund af svinepest.

Svinenoteringen kender kun én vej for øjeblikket, og det er opad. Med en pris på 12,80 kr. pr. kg har Danish Crowns slagtesvinenotering ikke været højere siden 2001.

Den næsten tyve år gamle rekord blev slået i sidste uge, hvor svineprisen endnu engang blev trukket op af en stigende eksport af dansk svinekød til Kina.

Faktisk har Danish Crown 16-doblet deres eksport i forhold til sidste år. Det skriver finans.dk.

"I tredje kvartal 16-doblede vi eksporten af svinekødsudskæringer til Kina sammenlignet med den tilsvarende periode i 2018. I faktiske tal er der tale om en stigning i kvartalet fra 2.000 til 32.500 tons", fortæller Lars Albertsen, global salgsdirektør for slagterikoncernen Danish Crown til mediet.

Der er nu snart skruet så kraftigt op for eksporten til Asien, at Danish Crown er tæt på at ramme deres kapacitetsloft, der blandt andet afgøres af slagterikoncernens frysekapacitet.

"Alt det kød, vi sender til Asien, skal fryses ned, og frysehusenes kapacitet bliver nu udnyttet til det yderste. Vi er desuden nødt til at reservere fersk kød til at servicere vores store faste kunder i Europa. Det ville være meget kortsigtet, hvis vi vendte ryggen til dem og helt ensidigt jagtede den hurtige profit i Asien", påpeger Lars Albertsen.

Men selvom eksportmulighederne er gode og svinepriserne stiger, falder produktionen af slagtesvin i Danmark.

Antallet af slagtninger på de danske slagterier er styrtdykket i år og lander på det laveste niveau siden 1991. 

Udsigterne fremadrettet er også gode for den store efterspørgsel, der ser ud til at vare ved. Det fortalte Karsten Flemin, markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer, til landbrugsavisen tidligere:

"Samtidig spredes afrikansk svinepest i Asien til nye lande. Det betyder, at en række asiatiske lande vil få et stigende behov for importeret grisekød fremadrettet. Så alt i alt ser det ud til, at vi vil have en længere periode med exceptionel god efterspørgsel fra Asien".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle