Danmark er hårdest ramt af tørke i Vesteuropa

Med en udbyttenedgang på 38 procent sammenlignet med sidste år er Danmark det land i Vesteuropa, hvor tørken rammer kornhøsten hårdest.

Der er ikke tale om piveri, når danske landmænd taler om høsttab i Danmark efter den tørre sommer.

Sammenligner man kornproduktionen med de øvrige EU-15 lande er Danmark det land, der er allerhårdest ramt. Det viser Copa-Cogecas høstprognose for 2018.

Ser man på alle EU-lande, er kun Letland hårdere ramt. For mens EUs samlede korproduktion falder med 12,2 procent i år sammenlignet med sidste år, er udbyttenedgangen 38 procent i Danmark og 42 procent i Letland. Letland har dog en meget lille kornproduktion sammenlignet med den danske.

Klik på kortet for at se en stor version:

Norden hårdt ramt

Tallene taler deres tydelige sprog. Norden og de baltiske lande har været meget hårdt ramt. I Estland, Litauen og Finland ligger kornhøsten 32-34 procent under 2017-høsten, og i Sverige ligger den 22 procent under.

Også nabolandet Tyskland er brændemærket af tørken med en nedgang på 20 procent, og i den dårlige ende ligger også Irland med en nedgang på 25 procent.

Også fremgang

Det er dog ikke alle lande, der har haft produktionsnedgang. I Sydeuropa ser det langt bedre ud end nordpå. Mest markant ligger Spanien med en kornproduktion, der er 26 procent højere end i 2017. Portugal, Italien og Østrig har en normalproduktion med et lille plus på en procent, og Kroatien ligger 12 procent over normalen.

Ser man på EU som helhed, har udbyttenedgangen været størst i rug, nemlig 18 procent. Det hænger sammen med, at rug især dyrkes i de nordlige lande, hvor tørken har været hårdest. Både majs og hvede ligger 11-12 procent under sidste års høst, mens byggen klarer sig igennem med en udbyttenedgang på seks procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle