Danmark får videnscenter om antibiotikaresistens

Det internationale center kan på sigt føre til mellem 400 og 500 nye jobs i Danmark, vurderer minister.

Danmark får et internationalt forsknings- og videnscenter om antibiotikaresistens. Det kan betyde flere hundrede nye arbejdspladser.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er i Seattle i USA for at underskrive aftalen om centret, der har fået det foreløbige navn "The International Centre for Interdisciplinary Solutions on AMR".

"Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden. Allerede i dag dør omkring 33.000 europæerne hvert år af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika", siger Ellen Trane Nørby i meddelelsen.

"Den udvikling skal vi have vendt gennem et internationalt samarbejde. Derfor er jeg meget glad for og stolt over, at Danmark nu bliver centrum for et stort, nyt internationalt videns – og forskningscenter, der skal arbejde med af finde de nye, konkrete løsninger, det på et område, hvor Danmark er et foregangsland".

Underskrivelsen kommer efter længere tids drøftelser med blandt andet Verdensbanken om, hvor centret skulle placeres. 

Det får til opgave at have overblik over viden om antibiotikaresistens og rådgive særligt lav- og mellemindkomstlande om bekæmpelse af resistens.

"De resistente bakterier kender ikke grænser. Danmark er internationalt anerkendt for vores arbejde med antibiotikaresistens både hos mennesker og husdyr", siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelsen.

"Derfor vil det være godt med et nyt center i Danmark. Det giver os endnu bedre muligheder for i fremtiden at forblive førende på området i takt med, at topforskere kommer til Danmark for at arbejde med den store udfordring".

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle