Danmark giver støtte til genopbygning af Ukrainske landbrugsvirksomheder

En dansk investeringsfond har godkendt to lån til genopbygningen af Ukraines landbrug og fødevareforsyning.

Danmark vil gennem en investeringsfond bidrage til genopbygningen af Ukraine.

Det fortæller erhvervsminister Morten Bødskov (S) forud for, at regeringen fredag har lanceret "Ukraine Investeringsforum", som skal skabe samarbejde mellem danske og ukrainske virksomheder. 

- Vi sammensætter i dag en Ukraine-investeringsfond, som muliggør danske virksomheders engagement i Ukraine, og vi kan garantere, at hvis der sker noget med pågældende projekt, så hjælper vi.

- Det viser igen, at selv om vi er et lille land, er vi klar til at tage et stort ansvar for fred i Europa. Lige nu er det i Ukraine, og der skal vi finde alle de muligheder, vi har for det, siger han.

Ved etableringen af Ukrainefonden i marts 2023 blev der også oprettet en låne- og garantiordning for investeringsfonden Danmarks Eksport og Investeringsfond (EIFO).

Her kan ukrainske virksomheder tage lån, og danske virksomheder kan herefter eksportere til Ukraine.
EIFO har nu godkendt lån til to projekter i Ukraine på i alt 300 millioner kroner.

Penge går til landbrugsvirksomheder

Pengene skal blandt andet gå til Nibulon, Ukraines største landbrugsvirksomhed. Nibulon skal opføre en ny terminal i Izmail, hvilket skal forsøge at muliggøre direkte eksport af forarbejdet korn og en stabil fødevareforsyning til Europa.

En mindre del af pengene går til en landbrugsvirksomhed nær frontlinjen i Mykolajiv, som skal genopbygge bombeskadede produktionsfaciliteter ved at købe udstyr fra danske eksportører.

Spørger man erhvervsministeren, om det ikke er lige tidligt nok at begynde genopbygningsfasen, når der fortsat er krig i Ukraine, siger han:

- Hele pointen er, at vi ikke skal vente, til krigen stopper. Ukrainerne skal have et liv, selv om der er krig. Putin skal ikke lykkes med at bombe den ukrainske befolkning og deres liv og hverdag.

- Vi støtter dem militært, civilt og humanitært. Nu støtter vi dem også erhvervsmæssigt, fordi for Danmark og Europa er det en kamp, som skal vindes, lyder det fra Morten Bødskov. 

Der er altså både fordele for Ukraine og danske virksomheder, mener ministeren.

- Vi vil gerne have dansk erhvervsliv ind i en tidlig fase, så de danske virksomheder er der, når den store genopbygning også skal finde sted en dag, siger Morten Bødskov. 

I Ukrainefonden er der også afsat i 1,2 milliarder kroner til civile indsatser i Ukraine i 2023. Heraf er 770 millioner kroner sat af til genopbygning og 145 millioner kroner til humanitære indsatser. 

Ministeren kan ikke komme ind på, hvilke danske virksomheder der skal samarbejde med de ukrainske virksomheder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle