Danmark har fået flere nye rovdyr de seneste år

Varmere vejr, mindre jagt og mere transport har ledt over 500 nye dyrearter til Danmark. Det er især de store rovdyr, der vækker opsigt, og det diskuteres nu, om de udgør en trussel eller en gevinst. Det skriver Videnskab.dk

I perioden 2000 til 2015 blev Danmark mindst 542 nye dyrearter rigere, viser en rapport fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. Der kommer cirka 40 nye arter om året, hvoraf nogle er tilbagevendte arter, der engang var en fast bestanddel af dansk natur.

At især rovdyr som ulve, guldsjakaler, mårhunde, vaskebjørne og gråsæler nu er på dansk territorium kan ifølge forskerne have betydning for fødekæden og berige den danske natur.

"Det bliver diskuteret, om nogle af de nye arter kan være en trussel for vores hjemmehørende arter, men generelt peger erfaringerne fra andre lande på, at de nye store rovdyr har neutrale eller direkte positive effekter på den øvrige biodiversitet,"siger Jens-Christian Svenning, der er professor og VILLUM investigator ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Det skriver Videnskab.dk.

Den nye dyreart, der nok har fået mest opmærksomhed på det seneste, er den gamle kending ulven.

Da der i december 2012 blev fundet en død ulv i Thy, var det den første dokumenterede ulv i Danmark i 199 år. Siden har der været flere meldinger om ulve rundt omkring i Danmark, og den 30. juni 2017 blev det bekræftet, at de første ulvepar var begyndt at yngle her. Det har fået et flertal i Folketinget til at sige, at de vil gøre det lovligt at skyde ulve i Danmark.

Men selvom ulven kan konkurrere med ræven og har hjortedyrene på menuen, er det en stor gevinst for dansk natur, at den er kommet, mener seniorforsker på Naturhistorisk Museum i Aarhus Thomas Secher Jensen.

"Helt naturlige systemer får vi aldrig i Danmark, da 80 procent af landet er opdyrket og 65 procent er landbrug, men vi kommer tættere på et naturligt system med ulvenes indtog. En ulvebestand er netop det, vi mangler i de naturlige fødekæder i Danmark,"siger han.

Thomas Secher Jensen forklarer, at ulven begyndte at sprede sig, efter den blev fredet i EU. Det betød, at især ulvebestanden i Polen steg, da der tidligere var intens jagt af ulve her. De polske ulve begyndte så at bosætte sig i Tyskland, og afkom fra disse er herefter kommet til Danmark.

Jens-Christian Svenning er også positiv over ulvens tilbagekomst og forklarer, at store rovdyr spiller en nøglerolle i naturen.

"Mere og mere forskning viser, at rovdyr i toppen af fødekæden kan forme hele økosystemet oppefra og ned på en positiv måde. De kan påvirke mængden af planteædere og deres adfærd, og dermed forårsage mere varierede miljøforhold, og det giver så plads til flere arter," siger han og nævner blandt andet dette centrale studie fra 2015.
I samme familie som ulven - nemlig hundefamilien - finder vi en anden ny art, guldsjakalen, som første gang blev set i Danmark i september 2015, hvor den blev fundet dræbt i Midtjylland.

Siden er guldsjakalen set tre gange - senest i april 2017, hvor den dræbte et lam hos en sønderjysk fåreavler.
Det altædende dyr kommer oprindeligt fra Bulgarien, Grækenland og Serbien, og har ikke som ulven tidligere boet i Danmark.

"Guldsjakalen er en del af den generelle ekspansion fra Europa, og hvis der kommer flere, kan det måske gøre rævebestanden i Danmark mindre, men i Sydeuropa ser man, at ræve og guldsjakaler godt kan leve sammen, så vi vil ikke miste ræven, siger Jens-Christian Svenning.

Thomas Secher Jensen spår, at vi sagtens kan forvente flere sjakaler i Danmark, og at de rævespisende guldsjakaler måske kan blive truet af ulvene.

"Som zoolog synes jeg, at det her er rigtig spændende. Vi har anset ræven som det største og mest talrige rovdyr i Danmark, men nu kommer der nogen ovenover og ved siden af ræven i fødekæden, og vi får dermed et mere komplekst rovdyr-byttedyr-system,« siger han til Videnskab.dk, hvor du kan læse resten af historien.
 

 


Video: Forskere jager den gådefulde grønlandshaj
http://videnskab.dk/naturvidenskab/video-forskere-jager-den-gaadefulde-groenlandshaj
http://videnskab.dk/naturvidenskab/de-store-rovdyr-etablerer-sig-i-danmark
Redaktionel kontakt:
Vibeke Hjortlund
tlf.: +4570701788
 

Relaterede

6. jul 00:00

Ulve i udkanten

Efterhånden som menneskene forsvinder fra udkantsdanmark, rykker ulvene ind.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle