Danmark presser på i EU for at begrænse PFAS i fødevarer

Fødevareminister Jacob Jensen vil have lavere grænseværdier for PFAS i fødevarer. Og flere varer omfattet.

Det vakte opsigt, da der tidligere på året blev fundet uønskede PFAS-kemikalier i økologiske æg fra hele landet. Kemikalierne kom fra hønsefoder, der indeholdt fiskemel.

Foderet blevet skiftet ud, så man ikke skal være bange for at spise æg. Men sagen understreger, at der er brug for at tage PFAS i fødevarer alvorligt.

Tirsdag vil fødevareminister Jacob Jensen (V) tage spørgsmålet op på europæisk plan, når han deltager i et møde for EU-landenes fødevareministre i Luxembourg.

- Det er desværre noget, der bliver mere og mere af, jo flere fødevaregrupper, vi får undersøgt. Derfor skal vi fra dansk side gå foran i forsøget på at få nogle europæiske grænseværdier, der er så lave som muligt, siger Jacob Jensen.

PFAS er det overordnede navn for tusindvis af menneskeskabte, kemiske fluorstoffer.

Stofferne er mistænkt for at føre til en lang række forskellige sygdomme. Det er blandt andet leverskader, kræft og fertilitetsproblemer. Derfor bør stofferne begrænses mest muligt i fødevarer, mener Jacob Jensen.

- Vi kan lave nogle grænseværdier, der er så lave, som det nu rent praktisk kan lade sig gøre. Det er der selvfølgelig nogle kloge mennesker, der skal give et konkret bud på.

- Men hvis vi politisk kan enes om at sætte de lavest mulige grænseværdier, så kan vi gribe ind nationalt, hvis de bliver overskredet, siger Jacob Jensen.

Han fastslår, at man i dag trygt kan spise de fødevarer, som butikkerne sælger. Men der er brug for at handle, hvis det også skal gælde i fremtiden.

- Desværre, så kan vi se, at PFAS er noget, som findes flere og flere steder og i stadigt stigende omfang. Derfor vil jeg gerne forsøge at komme på forkant med situationen.

Hvorfor kan man ikke bare forbyde PFAS fuldstændigt?

- Bare det var så vel, at vi kunne forbyde det i fødevare. Problemet er, at det kommer ind i fødevare som baggrundsforurening igennem alle mulige andre kanaler. Det så vi med de økologiske æg, hvor det kom ind via fiskemel, som hønsene har spist. Derfor kan man ikke bare forbyde det.

- Men man kan sætte grænseværdier, som betyder, at man trækker fødevaren tilbage, hvis værdierne overskrides, siger Jacob Jensen.

Han tror på, at det vil være muligt at finde en europæisk løsning. Blandt andet fordi Tyskland, Holland og Tjekkiet støtter den danske indstilling.

- Det ser ret fornuftigt ud. Vi har også fået følere fra flere andre lande. Også større lande, som forhåbentlig på selve mødet vil give tilkende, at de bakker op om, at EU-Kommissionen kommer med et forslag om grænseværdier, siger Jacob Jensen.

/ritzau/

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle