Danmark underskriver ny stor samarbejdsaftale i mejerisektoren med Californien

Fødevareminister Rasmus Prehn har underskrevet en ny samarbejdsaftale med Californien. Aftalen skal fremme klimaeffektive løsninger inden for mejerisektoren.

Den danske mejerisektor får fremover rigtig meget at gøre med Californien, og når danske klimaløsninger skal eksporteres over atlanten vil en stor del formentlig lande i den amerikanske delstat.

Torsdag underskrev Danmark med Fødevarerminister Rasmus Prehn's (S) hånd nemlig en samarbejdsaftale med Californiens landbrugsminister.

Aftalen er en såkaldt MoU (Memorandum of Understanding), og har til formål at styrke samarbejdet og vidensdelingen mellem de mejerisektorer.

I 2016 vedtog Californien en klimalov med henblik på at reducere drivhusgasudledning fra mælkebedrifter med 40 pct. i 2030 ift. 2013. Det minder lidt om en lignende dansk ambition om klimaneutralitet i 2015, og meningen er, at Danmark og Californien skal hjælpe hinanden på vej.

"Fra dansk side har vi i de seneste år opbygget en tæt relation til de californiske myndigheder på energi- og miljøområdet. Derfor viser de californiske myndigheder nu interesse i den danske model for landbrugsproduktion med fokus på foder, gyllehåndtering og biogasproduktion på mælkebedrifter", forklarer Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Kan lære og kan sælge

Californien er verdens femtestørste økonomi og er ydermere USA's største landbrugsstat målt efter produktionsværdi med en omsætning på over 50 mia. dollars.

Statem er deslige USA's største mejeristat og repræsenterer 20 procent af den nationale mælkeproduktion og tilstræber en klimavenlig og økonomisk bæredygtig mælkeproduktion.

Der er altså rig mulighed for både at vinde mere viden, og en god kundebase for danske miljøteknologier. Flemming Nør-Pedersen forstår i hvert fald godt, at en så stor mejerisektor som Califoniens skeler til de danske klimaløsninger.

"Vi snakker meget om at skulle eksportere vores klimaløsninger, og denne aftale er med til at skabe gode muligheder for at komme ud i verden. Det er både til gavn for dansk økonomi og vores alles klima", siger han og fortsætter:

"Vi har altid et mål om at blive bedre, og aftalen er i høj grad også et innovativt partnerskab, der skal udvikle nye teknologier, der kan løse både danske og californiske udfordringer".

Egentlig skulle underskrivelsen af aftalen have være sket under et stort eksportfremstød forrige år, der dog blev aflyst på grund af corona. Aftalen blev nu i stedet underskrevet under et digitalt møde.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle