Danmarks flotteste juletræ er et rigtigt amerikanertræ

20. gang var lykkens gang for Jørgen Bang.

Bredt. Tæt. Og med så kort afstand mellem grenkransene, at der næsten ikke er plads til at hænge julepynt på træet.

Sådan vil de fleste beskrive det træ, der på Langesømessen i går vandt konkurrencen om at blive ’Danmarks flotteste juletræ’ for Nordmannsgraner, som er den type, danske avlere producerer flest af.

Vindertræt kommer fra Nibe, hvor Jørgen Bang har dyrket Nordmannsgraner i 40 år. Da han så træet i marken, var han ikke et sekund i tvivl om, at det havde vinderpotentiale.

”Jeg har deltaget i konkurrencen i 20 år, så jeg ved, hvad der skal til. Jeg har ikke vundet før, men da jeg så træet i plantagen, var jeg sikker på, at det var et vindertræ”, fortæller Jørgen Bang.

Et træ af den type er svært at sælge i Danmark. USA ville være det perfekte marked for træet - amerikanere elsker tætte træer. Men det er forbudt at importere juletræer i USA, og i stedet sælger Jørgen Bang den type træer til Rusland, England og især Frankrig.

”Vindertræet er ni år gammelt og 2,25 m højt. Træer af den størrelse og type sælger jeg til Frankrig for 225 kr. pr. stk.”, fortæller Jørgen Bang, der producerer og sælger 150.000 juletræer om året.


Danmarks flotteste juletræ 2019 i kategorien ’Nordmannsgran’ er dyrket af Jørgen Bang, Nibe.

Andre arter

I kategorien ’Andre arter’ var det et træ, som den norske juletræsavler Mikal Hetland havde taget med fra Norge, der vandt.

Træet er af arten Lasiocarpa. Træet var godt to meter højt, og Mikal Hetland fortæller, at han sælger sådan et træ for cirka 225 Nkr. ekskl. moms. Når den norske forbruger køber det, er prisen steget til cirka 700 Nkr.

Konkurrencen var arrangeret af Green Product, der er en af Danmarks største eksportører af juletræer.


Danmarks flotteste juletræ 2019 i kategorien’ Andre arter’ er dyrket af Mikal Hetland, Fister, Norge.

Faktaboks

DM I JULETRÆ

Nordmannsgran

1. Jørgen Bang. Nibe.

2. Evergreen Farm, Veflinge.

3. Lars Geil, Ry.

Andre arter

1. Mikals juletre, Bratt-Hetland, Fister, Norge. Lasiocarpa.

2. Maglesø plantage, Holbæk, Nobilis.

3. Grotex aps, Fuglebjerg. Rødgran.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle