Danmarksmester i traktorspil har aldrig kørt traktor

For andet år i træk, kan Team Charlie kalde sig danmarksmestre i spillet Farming Simulator. Holdkaptajn Søren Mortensen bruger mange timer på at træne sig i spillet, men han har aldrig kørt traktor i virkeligheden.

For andet år i træk, blev der afholdt DM i Farming Simulator på Roskilde Dyrskue. Favoritterne til at vinde guldet, var de forsvarende mestre fra Team Charlie, og de endte også med at leve op til favoritrollen.

De kunne dermed tage præmien på 15.000 kroner med hjem. 

Søren Mortensen der er holdkaptajn for Team Charlie, bruger mange af sine vågne timer på at træne og tænke på Farming Simulator. Men udover spillet har han ikke nogen relation til landbruget.

- Jeg har faktisk aldrig nogensinde kørt i en traktor. Kun på PlayStation eller PC. Jeg har siddet i en traktor, men jeg har aldrig kørt en. Så alt min viden om landbrug, det kommer faktisk fra spillet af. 

Søren Mortensen mener faktisk, at spillet har givet ham en forståelse for landbruget.

- Men jeg har faktisk lært ufatteligt meget om landbruget, af at sidde og spille spillet. Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne det én til én, men man får en stor forståelse for hvordan landbruget det egentlig fungerer. 

I år kunne man for andet år i træk, opleve danmarksmesterskabet i Farming Simulator på Roskilde Dyrskue, men spillet er stadig ikke blandt de mest populære spil inde for e-sport. Det er estimeret, at der er omkring 130 personer, der spiller Farming Simulator på konkurrence-plan i Danmark.

Til sammenligning spiller flere tusind danskere actionspillet Counter-Strike, hvor Danmark også kan stille med to hold der konkurrere om toppen på verdensranglisten.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle