Dansk økologi oplever imponerende vækst i Kina

Landbrug & Fødevarer forventer, at eksporten af dansk økologi til Kina lander på omkring 450 mio. kr. i 2019. De høje forventninger skyldes, at den kinesiske middelklasse bliver stadig mere bevidst om sundhed og fødevaresikkerhed.

Kineserne får flere og flere penge mellem hænderne, og middelklassen vokser støt. Det afspejler sig i eksporten af danske, økologiske fødevarer til Kina og Hong Kong.

Landbrug & Fødevarer forventer derfor, at den samlede eksport af økologiske fødevarer lander på omkring 450 mio. kr. i 2019, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

”Det kinesiske marked er meget vigtigt for dansk økologi. Vi har nemlig set nogle ganske imponerende vækstrater herude på 15-20 pct. gennem de senere år. Og det kinesiske landbrugsministerium, CNCA, forventer, at stigningen i salget af økologi fortsætter,” siger Sarah C. S. Fuglsig, der er seniorkonsulent i afdelingen for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.

Derfor er Landbrug & Fødevarer sammen med seks danske virksomheder i disse dage på eksportfremstød til Shanghai.

Nyt marked for økologiske oste i Kina

Som noget nyt er der i år – foruden mælkepulver og anden børneernæring – et stort fokus på salg af økologisk ost til Kina, hvor Them Andelsmejeri og eksportbrandet ’Dairy of 1888’ som de første i verden har fået certifikat fra de kinesiske myndigheder til at sælge økologiske oste i Kina, ligesom der senere på året også kommer økologisk smør fra Them på det kinesiske marked.

Det giver et boost til det samlede salg af danske, økologiske varer:

“Lige nu forventer vi, at den samlede, økologiske markedsandel i Kina vil være fordoblet til omkring 1 pct. i 2020, hvilket i givet fald vil svare til en omsætning på 60 mia. kr. Og vi forventer, at den danske økologi-eksport vil være mellem 500-600 mio. kr. til næste år,” siger Sarah C. S. Fuglsig.

Det er femte gang, Landbrug & Fødevarer deltager på BioFach China. I år deltager Landbrug & Fødevarer sammen med repræsentanter fra Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri med eksport-brandet ’Dairy of 1888’, Dueholm Engros, Mille Food og Nature DK.

Kinesiske øko-forbrugere

De kinesiske øko-forbrugere er især veluddannede og yngre med en ’over-middel’ indkomst. Middelklassen får dog også bedre og bedre råd og viser derfor stigende interesse for økologien.

Som årsager til at købe økologisk nævner de kinesiske forbrugere især sundhed, miljøvenlig produktion og fødevaresikkerhed, fordi der er noget strengere regler for økologiske fødevarer i sammenligning med øvrige fødevarer, der produceres i Kina.

”De danske og andre vestlige fødevarer har derudover den fordel, at der er markant større tiltro til fødevarer fra Vesten på grund af de mange tidligere fødevareskandaler i Kina,” siger Sarah C. S. Fuglsig.

Velstillede småbørnsfamilier er de mest almindelige øko-forbrugere i Kina. Som noget nyt er miljøinteresserede og ældre veluddannede også begyndt at købe økologisk på grund af bekymring over den stigende forurening i mange af storbyerne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle