Dansk driftsleder i Ukraine: I de kommende dage skal alle mænd til lægen

Driftsleder Kim Nielsen oplever, at den ukrainske hær mobiliserer stærkere efter nye soldater i lokalområdet. Selv kigger han efter en ekstra mejetærsker, som vil være en stor hjælp, hvis mange ansatte må drage i krig.

For et år siden havde Kim Nielsen og familien pakket kufferterne på gården LLC Perejmy i det vestlige Ukraine.

Skulle russerne kommer helt tæt på i de første, intense dage efter Ruslands invasion, så var familien klar til at køre ud af landet. Så galt gik det aldrig – og for Kim Nielsen og familien er krigen på sin vis langt væk fra deres ståsted i det vestlige Ukraine til fronten i øst – og alligevel en latent del af hverdagen et år efter.

Jo, på sin vis kører hverdagen, som den plejer, men de kører hårdere på med mobiliseringen lige nu, lyder meldingen.  

- Hele februar er de gået mere aggressivt til værks med at mobilisere nye soldater, siger han.

Gården har 31 ansatte, hvoraf 17 er potentielle soldater.

- I næste uge skal alle mænd mellem 18 til 60 år til lægetjek. Tabstallene er nok større, end vi lige hører i de officielle udmeldinger. Du ser løbende, at der kommer folk hjem i kister i lokalområdet. Nej, det er ikke sjovt at være en ung mand i Ukraine lige nu, siger han.

Han fortæller, at gården med henvisning til behov for arbejdskraft har forsøgt at gøre brug af ordninger om at reservere mandskab, så de ikke bliver sendt afsted. De forhåbninger bærer ikke frugt lige nu.

- Første gang vi søgte, så fik vi afslag, og jeg fornemmer, at det bliver trukket i langdrag på den næste. Det er ikke alle ansatte, som er lige begejstrede for, at det ikke kan lade sig gøre, siger han.

Ventede dramatisk et-årsjubilæum

LandbrugsAvisen taler med Kim Nielsen midt på eftermiddagen 24. februar – altså præcis et år efter, at Rusland angreb Ukraine med mål om at indtage Kyiv i løbet af få dage.

Selv var han lidt urolig op til dagen, siger han.

- Jeg var lidt spændt på, hvad der skete her til morgen. Jeg havde faktisk regnet med et større jubilæumsangreb, men foreløbig ser det ikke ud til at være kommet. Dagligdagen kører ellers. Børnene går i skole og børnehave – bortset fra, at man her i området holdt lukket i dagene op til, fordi man forventede, at der kunne komme til at ske noget, siger han og fortæller, at den sidste uges tid kun har været syv luftalarmer af kortere varighed.

- De sidste 14 dage har der ikke været meget, men forrige fredag var det hele dagen. Den ene raket fløj lige nord om gården og klokken otte om aftenen var der en, som nok fløj lige over. Den var rigtig tæt på, og når der kommer raketter, så kommer der jagerfly efter for at skyde dem ned – og man ved jo ikke, hvor de får skudt dem ned, siger han.

Familie forankret i Ukraine

38-årige Kim Nielsen er gift med 29-årige Oksana og sammen har de døtrene Emily snart otte år, Olivia på seks og Evelina 2,5 år, altså en livlig trio i børnehave- og skolealderen.

Ansvaret for alle de ansatte og en familie, som er ukrainsk betyder, at han ikke har lyst til at forlade gården og drage hjem til Danmark trods den rumsterende krig lige med det første.  

- Halvdelen af familien er hernede, så det er ikke bare lige. Det er da træls, når raketterne flyver over hovedet på en, men risikoen for, at den lige rammer os, er nok ikke så stor alligevel. Der er stadig folk, som har det meget værre ude i øst, og så må vi sige, at de modige er alle dem, som tager kampen for Ukraine og hele verden ude i skyttegravene. Det er ikke sjovt, men nødvendigt, siger han.

Likviditet sat i gødning, kemi og maskiner

I den ukrainske krigsøkonomi har grisepriserne været solide – og er det fortsat. Det betyder også, at den dansk-ejede bedrift ikke har været så hårdt ramt af de meget deprimerende afregningspriser på avlen ude på godt 1.700 hektar dyrkede jorder.

Overskud og likviditet kan ikke trækkes ud af Ukraine. Til gengæld er gården foran på normalt niveau i indkøb af gødning og kemi – og 87 procent af arealerne blev tilsået i efteråret – hvor mange ukrainske planteavlere har mere de skal så i foråret – og hvor der nok bliver tilsået mere med billigere afgrøder som soja og solsikker end hvede og byg.

I øjeblikket kigger Kim Nielsen efter at supplere maskinparken med en ekstra Lexion-mejetærsker.

- Vi tilsåede meget i efteråret for at være godt forberedt til et forår, som man ikke ved kan udvikle sig. Vi vil også gerne have en mejetærsker mere, så vi bedre kan følge med. Vi har aldrig været rigtig foran på kapacitet, så hvis halvdelen af traktorførerne skal i krig, så er det også rart nok med mere kapacitet, siger han.

Korn tæt på ligevægtspris

I det meste af 2022 fulgte verden udover selve krigen også med i udskibningen af korn for Ukraine. Den blev nok noget større end mange forventede – ifølge Kim Nielsen, så kommer der også en del på lastbiler over grænserne.

Selv har LLC Perejmy købt en lastbil, som i øjeblikket er i Polen for at levere raps – til en fordelagtig pris i forhold til det lokale ukrainske marked.

Sidste sommer skrev vi om kornpriser ned mellem 80 til 100 kr./hkg, mens danske landmænd lå på niveauer i en helt anden verden.

Korneksporten har gjort priserne bedre, lyder opdateringen.

- Vi har kunnet købe byg til omkring 117 kr./hkg, mens jeg hører naboer, som har solgt hvede til 134 kr./hkg, Men det skal også være i det niveau, hvis det skal balancere nogenlunde med omkostningerne i området, siger han.  

Masser af brug for nødgenerator

Hvis man havde været på gården i sommer og var vendt tilbage i vinter, så ville man have bemærket et andet lydbillede.

Gården har nemlig fået leveret en stor generator hjemme fra Danmark, som kan forsyne gården med strøm, når den normale forsyning, svigter.

Russernes kampagne efter at sætte Ukraines energiforsyning har skabt masser af arbejde for generatoren - og dertilhørende stort forbrug af olie.

- Vi har brugt den halvdelen af tiden. Den kørte en masse i december og januar. I forgårs havde vi den lige i gang en halv time, men ellers har den næsten ikke kørt de sidste ti dage. Den sluger 24 liter olie i timen, så det har jo øget vores forbrug. Vi har brugt 22.000 liter fra november og frem til nu. Til gengæld har vi sikker strømforsyning, og kan klare os, siger han og fortæller, at man også har egen vandforsyning ca. tre km fra formen.

- Den har også givet lidt hovedbrud med pumpeskift og transformatornedbrud, fortæller den problemløsende driftsleder.

 

Læs også

Hvis du er inkarneret TraktorTech-læser i september, hvor vores store reportage ’Maskinhuset’ var forbi bedriften i den vestlige del af Ukraine. Abonnenter, der vil genlæse historien, skal bare hoppe ind i vores epaper og finde sidste års udgaver af TraktorTech.

Få en lille appetitvækker fra den reportage her:

 

Morgenposten: Kim kan noget på sine 1.600 hektar, som storfarmer ikke kan

På Landbrugsavisen.dk har vi også brugt mange reportager fra Ukraine, bl.a. fra Kim Nielsens område og naboer her:

Grisemarked flipflopper under krigen - notering er steget med over tre kroner

Landmand kæmper for at få sine afgrøder ud af Ukraine: Køb mit korn for 80 kroner

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle