Dansk eksport er stadig ramt af covid-19

De seneste eksporttal fra Landbrug & Fødevarer viser, at coronakrisen har påvirket virksomhederne i fødevareklyngen meget forskelligt. En række sektorer er særlig hårdt ramt.

Fra januar til juli i år var den samlede eksportfremgang for landbrugs- og følgesektorerne på 1,3 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år.

Det lyder umiddelbart flot, men hvis man sammenligner med forventningen til eksporten før coronakrisen eskalerede, så kan det samlede tab på eksportmarkederne som følge af covid-19 opgøres til 5,5 mia. kr. i de første syv måneder er 2020.

Det viser de seneste detaljerede eksporttal fra Landbrug & Fødevarer.

Eksportfremgangen skyldes især stigende grisepriser. Eksporten af gris er steget 4,2 mia. kr. i perioden jan-juli 2020 i forhold til samme periode sidste år.


Grafik: Landbrug & Fødevarer

Koster på flere sektorer

En stor del af nedgangen i eksportindtægterne rammer direkte ned på erhvervets bundlinje, forklarer L&F, da der i høj grad er tale om lavere priser, eller varer som er på lager, men ikke er blevet solgt - som eks. minkskind. 

En række sektorer er særligt hårdt ramt. Det er især producenter af minkskind, men også producenter af agroindustrielt udstyr, oksekød/huder, mejeri, fisk og drikkevarer.

"Oven i de tabte eksportindtægter kommer også et væsentligt mindre, men dog ikke ubetydeligt tab på hjemmemarkedet", skriver L&F.

Ifølge fremskrivninger fra Danmarks Statistik ser det ud til at eksporten holder niveau i august.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle