Dansk EU-parlamentariker efter tårevædet afsked med briter: Ærgerligt for Danmark

"Nu skal vi til at finde nye alliancepartnere", siger Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentet.

Det var en bevægende oplevelse at være med til at blåstemple briternes udtræden af EU

Det fortæller Asger Christensen, landmand og dansk medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, som var med i salen i Bruxelles, da parlamentet onsdag godkendte aftalen om briterens udtræden af EU.

"Det var en meget mærkelig og speciel oplevelse. Til sidst sang vi "Skuld gammel venskab rejn forgo" og alle de britiske parlamentarikere stod og tudede", fortæller Asger Christensen. Han er selv en af dem, der beklager briternes beslutning.

"Det er ærgerligt, at Danmark mister så vigtig en allieret - vi har arbejdet tæt sammen med briterne i mange år i og har haft nogenlunde samme syn på det europæiske samarbejde og på landbrugs- og handelspolitikken".

"Nu må vi ud og finde nye alliancepartnere for at sikre vores politik".

Venskabsgruppe

Asger Christensen vil personligt især savne en skotsk kollega i EU-Parlamentets landbrugsudvalg, Sheila Ritchie.

Hun tilhører som Asger Christensen og Venstre den liberale gruppe i parlamentet, Renew Europe Group (tidligere Alde).

Men han forventer at kunne holde kontakten også fremover.

"Vi i Renew Europe har lavet en venskabsgruppe med de britiske parlamentarikere på tværs af parlamentet, så de får et par faste pladser som observatører i vores liberale gruppe. På den måde kan vi holde kontakt og diskutere politik også fremover. Håbet er jo, at de om nogle år kan være tilbage igen - det tror de selv på", siger Asger Christensen.

Nyt medlem på barsel

Venstre får et ekstra mandat i Europa-parlamentet når de 73 britiske parlamentarikere rykker ud.

Det er Linéa Søgaard-Lidell, som har måttet vente på sin plads siden maj 2019, mens Brexit-aftalen har trukket ud. 

Nu kan hun endelig indtage sin plads - men i mellemtiden er der kommet en baby i vejen. Så det bliver alligevel ikke lige med det første.

"Linéa har lige født, og der er ingen suppleant, så hendes stol står tom de næste tre måneder", siger Asger Christensen.

Linéa Søgaard-Lidell har dog forlængst ansat en politisk rådgiver, som kan følge med i de udvalg, hun skal tage del i, når hun til april bliver aktivt medlem af Europa-Parlamentet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle