Dansk EU-politiker: Forbud mod markskydning uden for sund fornuft

"Helt molboagtigt", mener Asger Christensen om Fødevarestyrelsens forbud mod markslagtning af kvæg.

Asger Christensen, dansk medlem af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, vil undersøge mulighederne for at undgå det omdiskuterede forbud mod markskydning af kreaturer, som Fødevarestyrelsen har meldt ud.

"Det lyder helt molboagtigt, at man ikke må skyde et dyr på marken. Det er god dyrevelfærd. Kvæg, der bruges i naturplejen, bliver jo vildt stressede, når de skal fanges ind og køres til slagtning på et slagteri", siger Asger Christensen.

"Hvis jeg ikke må skyde en ko, hvad så med de kronhjorte, jeg skyder på marken? Det er uden for sund fornuft".

Tager det op i EU

Asger Christensen vil derfor tage sagen op i EU, når Europa-Parlamentet vender tilbage fra sommerferie i september.

"Jeg vil undersøge sagen og få rede på, hvad der er EU-regler og hvad, der er nationalt bestemt - og hvordan de øvrige medlemsstater har implementeret reglerne. Hvis problemet er et EU-direktiv kan det være, det skal justeres".

Asger Christensen vil vende sagen i Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, som han er medlem af, og med den irske landbrugskommissær Phil Hogan.

Ny kommission på vej

Den irske kommissær sidder endnu på området, selvom en ny EU-kommission snart skal tage over.

Den tyske formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, er i fuld gang med at indkalde kandidater fra medlemslandene.

Phil Hogan er efter sigende indstillet til en post som Handelskommissær, men Ursula von der Leyen har bedt om to kandidater fra hvert medlemsland, én af hvert køn. så intet er givet på nuværende tidspunkt.

Danmark får ingen ny kommissær, da Margrethe Vestager har fået den fremtrædende post som én af to næstformænd for EU-Kommissionen.

Europa-Parlamentet har haft sommerferie siden 27. juli og samles først igen 2. september.

Derfor står de kommende dage ikke i EU’s tegn hos Asger Christensen men på høstarbejde på Nørupgaard i Jordrup ved Kolding.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle