Dansk forretning lagde bremse på Tönnies' vækst

Tysk slagterigigant viser atter fremgang. Men dansk marked holdt væksten tilbage.

Den tyske slagterivirksomhed Tönnies er kendt for sin imponerende væksthistorie. Således blev 2017 heller ingen undtagelse, viser de nøgletal, som ejer Clemens Tönnies fremlagde i dag.

Omsætningen steg fra 47,3 mia. kroner til 51,4 mia. kroner. Blandt andet fordi antallet af slagtninger steg med en procent til ny rekord på 20,6 mio. grise.  Heraf slagtes stadig langt hovedparten, nemlig 16,6 mio. grise, i Tyskland.

Dog lagde det danske marked en dæmper på den tyske koncerns vokseværk, lyder det fra ejer Clemens Tönnies, uden at dette uddybes nærmere. Men bemærkningen er uden tvivl rettet mod Tican i Thisted og SB Pork i Brørup, der sidste år måtte se kontrakten med Bonusgrisen og mere end en halv mio. årlige slagtninger, gå til Danish Crown.

Rutter ikke med nøgletal

Tönnies-gruppen er ejet og ledet af Clemens Tönnies. Og det private ejerskab og de tyske regnskabsregler, der er noget mindre liberale end de danske, medfører, at offentligheden får markant færre nøgletal at se, end man ville kunne slippe af sted med herhjemme.

Således offentliggjorde Tönnies mandag kun sine tal for omsætning, antal slagtede grise på hjemmemarkedet og totalt og antal slagtede kreaturer. Derudover fremgår eksportraten på 50 procent af slagtevægten, tallet på 16.500 ansatte samt at der er 16 internationale kontorer af pressemeddelelsen.

Soliditet, egenkapital, gearing, låntagning, andre investeringer, nedskrivninger, forventninger til det kommende år eller bare fordeling af omsætningen på markeder, mener Clemens Tönnies hører til privatlivet.

Bæredygtighed på plakaten

Koncernen bruger dog plads i pressemeddelelsen på at understrege, at man i øjeblikket har stort fokus på bæredygtighed i forretningen. Blandt andet at man vil sætte yderligere fokus på ressourcesparende tiltag på energi og råmaterialer. Men også at koncernens udviklingsafdeling "arbejder på projekter for at etablere en videnskabelig basis for folkelig debat and for at bidrage til at forbedre og bevare vilkårene for landbrug med dyrehold i mange år fremover."

Emneord

Tönnies , Tican

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle