Danske Vilomix har længe haft vokseværk: Køber spansk selskab

Vilomix Holding A/S, har købt 75 pct. af aktierne i det spanske premix- og mineralselskab Tegasa.

Danish Agro koncernens datterselskab, Vilomix Holding A/S, der også er ejet af grovvareselskaberne Agravis, Vestjyllands Andel og NAG, har netop indgået aftale om overtagelse af det spanske premix- og mineralselskab Tegasa.

Overtagelsen er effektueret pr. 2. september 2021. 

"Vilomix har længe søgt ekspansionsmuligheder. Både i Kina og i Europa. Vi har også haft fokus på Europa, og med Tegasa bød der sig en mulighed for at komme ind på det spanske marked, der er i stor vækst med sin svineproduktion", fortæller koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.

Prisen på de 75 pct. af aktierne, som Vilomix nu har i hånden, ønsker koncernchefen ikke at oplyse. Men han lægger ikke skjul på, at han har store forventninger til Vilomix indtog på det spanske marked.

"Omsætningen i Tegasa ligger i dag på omkring 90 mio. kr. om året. I løbet af de næste fem år har jeg en klar forventning om, at vi har løftet det tal til det dobbelte, altså 180 mio. kr.", lyder det fra Henning Haahr.

Tæt på vækstmarked

Forventningerne skal ses i lyset af de samdriftsfordele, synergieffekter, der ligger i, at forene Vilomix og Tegasa, når det gælder knowhow, produktudvikling og fælles indkøb.

Med ind i ægteskabet bringer Tegasa både en tæt kontakt til den spanske kontraktproduktion af svin efter integrator-modellen, som Danish Agro dermed også kommer tæt på. Henning Haahr lægger heller ikke skjul på, at Danish Agros medejerskab til genetikselskabet Danbred også skal udnyttes på det spanske marked. 

Tegasa, navnet kommer af det spanske Técnica Ganadera S.L, der oversat til dansk betyder husdyrteknik, er et familieejet selskab grundlagt i 1965. Hovedkontoret ligger i Barcelona og fabrikken 80 km sydvest for i Valls, Tarragona, der også er det sted i Spanien, hvor grisene især er.

Selskabet samarbejder med landmænd i hele Spanien og producerer vitamin- og mineralblandinger samt specialblandinger og foderadditiver til grise, køer og fjerkræ. Tegasa har ifølge Danish Agro et stærkt brand i Spanien og internationale aktiviteter.

I 2020 omsatte Tegasa for ca. 90 mio. kr. og beskæftiger 30 medarbejdere. Vilomix omsætter for godt 3 mia. kr. og beskæftiger 570 medarbejdere.  

Spansk-dansk synergi

Koncernchef i Danish Agro koncernen, Henning Haahr, ser store perspektiver i opkøbet. 

"Tegasa er en rigtig spændende virksomhed, der bygger på den samme kultur og de samme værdier, som vi arbejder ud fra. Spanien er derudover et spændende marked når det kommer til animalsk produktion, og jeg ser store muligheder for at Vilomix og TEGASA sammen kan skabe endnu bedre resultater.  Opkøbet følger vores strategi om at gøre koncernens premix- og mineraldivision endnu mere international, og jeg ser frem til samarbejdet med de spanske landmænd", siger Henning Haahr.

Også CEO i Vilomix, Peter Iversen, er begejstret for aftalen. 

”Jeg er meget tilfreds med aftalen, der passer perfekt ind i vores strategi om at blive en stærk aktør i Sydeuropa. Vi ser store synergier mellem TEGASA og Vilomix indenfor produktudvikling samt videndeling omkring dyreernæring," siger Peter Iversen, der forklarer, at en stor del af de i alt ca. to millioner søer i Spanien er baseret på dansk genetik.

Aftalen er betinget af godkendelse fra de spanske konkurrencemyndigheder. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle