Dansk konkurrent sender færre smågrise til Tyskland

Holland, der er Danmarks primære konkurrent på det tyske smågrisemarked, sender færre smågrise til Tyskland. I stedet køres de til Spanien.

Spaniens svineindustri buldrer frem, og fremgangen har betydning for hvilken retning, de hollandske eksport-smågrise køres.

Hollænderne sender nemlig i stigende grad deres smågrise mod Spanien. I årets første 17 uger er der kørt 580.303 smågrise til Spanien. Det er en fremgang på hele 60 procent på et år. Det melder Markedsnyt fra grisekød, som Landbrug & Fødevarer udgiver.

Tyskland er dog fortsat den klart største aftager af hollandske smågrise. I samme periode er der sendt 1.215.754 smågrise over grænsen til Tyskland. Det er et fald på 14,3 procent på et år.

Med den hollandske tilbagegang fylder de danske smågrise forholdsvis mere på det tyske marked, da den danske smågriseeksport til Tyskland er nogenlunde intakt.

Den samlede hollandske eksport af smågrise er i årets første 17 uger opgjort til 2,2 mio. smågrise. Det er en mindre tilbagegang på 0,5 procent.

Det halter derimod mere med den hollandske eksport af slagtesvin, som er ramt hårdt af en halvering af eksporten til Tyskland.

264.770 slagtesvin har Holland sendt til eksport i årets første 17 uger. 

Holland har også tradition for at sende søer til eksport. Her er set en mindre tilbagegang på 10,9 procent til 158.415 søer. Igen er det primært Tyskland, der trækker ned i statistikken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle