Dansk landbrug i Rumænien ramt af afrikansk svinepest for tredje gang: "Vi er stadig i chok"

I alt 29.000 grise er ved at blive aflivet efter det tredje udbrud af afrikansk svinepest på danskejet landbrug i Rumænien.

Det er kun 14 dage siden det danskejede DanBred Arges A/S igen kom op på fuld produktion og kunne begynde at slagte egne grise, efter landbruget sidste år to gange blev ramt af afrikansk svinepest (ASF).

I torsdags fik ejerne så den chokerende melding, at der ingen var fundet smitte med afrikansk svinepest på den ene af deres farme.

"Vi fik en mistanke om smitte, da der om mandagen var tre døde søer. Disse blev sendt til test om tirsdagen", siger den ene af de danske ejere, Laurids Søndergaard, til Landbrugsavisen.dk.

I oktober 2019 ramte sygdommen første gang slagtesvinestaldene på landbruget, der ligger 80 km vest for Bukarest, hvor 30.000 slagtesvin måtte aflives. I februar 2020, blot fire måneder efter, blev soholdet, der ligger otte kilometer fra slagtesvinestaldene, også ramt.

Det er igen soholdet, der er ramt, og i alt 29.000 grise er i gang med at blive aflivet. Heraf er de 5.500 søer. 

Fuldstændig håbløst

Aflivningsarbejdet forventes at være færdigt enten torsdag eller fredag, fortæller Laurids Søndergaard, der er direktør og hovedaktionærer sammen med Martin Agerskov.

"Det er fuldstændig håbløst. Vi satte grise ind i sostalden i januar, fik de første smågrise født i uge 7 og var lige begyndt at slagte de første af vores egne grise, og så sker det her", siger Laurids Søndergaard.

"Vi er stadig i chok. Vi har ingen idé om, hvordan det er kommet ind. Vi troede ellers, det var umuligt, for efter ASF-udbruddet sidst har vi yderligere forbedret bio-sikkerheden", fortæller Martin Agerskov.

"I vores lokalområde er der lige nu, som i store dele af resten af Rumænien, et enormt antal udbrud af ASF - primært i de mange baggårdsbesætninger i landsbyerne", siger Martin Agerskov.

Ifølge EU Kommissionen har der til og med august i år været 932 smitteudbrud blandt tamsvin i Rumænien, og over 830 i vildsvin. Ifølge de rumænske myndigheder er antallet af udbrud i tambesætninger nu oppe på 982.

Det er næsten allerede lige så mange udbrud, som i hele 2020 tilsammen, og klart det land i Europa, der er hårdest ramt af smitte til tambesætninger.

Tænker på medarbejderne

Når aflivningen er overstået, skal staldene rengøres og desinficeres, og de to ejere er meget usikre på. hvornår de tør sætte grise ind igen, lyder det samstemmende.

Det er især farmenes i alt 140 medarbejdere, hvoraf størstedelen er ansat på so-farmen, der bekymrer ejerne.

"Det smerter os utrolig meget, med den store usikkerhed det giver for alle vores medarbejdere, der selvfølgelig er meget bekymrede for deres job. Det er fuldstændigt umuligt at sige, hvad der nu vil ske, og vi har ikke taget en beslutning om, hvad vi skal gøre endnu", siger Laurids Søndergaard til spørgsmålet om, de vil sætte grisene ind igen.

Faktaboks

Selvom om landbruget bærer navnet DanBred Arges, må det ikke forveksles med det danske avlsselsksb Danbred P/S. Navnet DanBred Arges stammer fra perioden fra 2005 til 2008, hvor landbruget var opformeringsbesætning for DanBred. Siden har ejerne beholdt navnet.

Landbruget ejes af danskerne Laurids Søndergaard og Martin Agerskov med hver 40 procent samt to rumænere, Nicu Benta og Ionel Chiriac, med hver 10 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle