Dansk landbrug i Slovakiet er under mistanke for snyd med EU-midler

Donau Agro, der er ejet af en række danske erhvervsfolk, afviser at have gjort noget galt.

Myndighederne i Slovakiet efterforsker det dansk-ejede landbrug Donau Agro for snyd med EU-midler.

Det skriver DR, der har fået oplysningerne bekræftet fra myndighederne i det østeuropæiske EU-land.

Mistanken drejer sig om et landbrug i Kalna i det sydlige Slovakiet, der producerer hvede og soja.

Ifølge Donau Agro selv handler sagen om støtte til en landbrugsmaskine i 2015. 

Men direktør i Donau Agro Michael Bager Houmann afviser i en mail til DR, at selskabet har gjort noget galt.

- Vi havde allieret os med et eksternt rådgivningsfirma, som er specialister i EU-ansøgninger, til at rådføre os i denne proces. Derfor står vi uforstående overfor, at der er rejst en sag på den pågældende maskine, da vi mener at have levet fuldt ud op til reglerne, skriver Michael Bager Houmann i mailen til DR.

Han er desuden ikke bekendt med, at ansatte i selskabet er sigtet i sagen.

Ifølge det uafhængige europæiske medie Euractiv er sagen en udløber af en undersøgelse fra Slovakiets landbrugsministerium, der kulegravede uddelingen af EU-midler mellem 2014 og 2020 og fandt store problemer.

Det kan ifølge Euractiv ende med at koste Slovakiet 100 millioner euro (745 millioner kroner) i bøder til EU.

Dyrker over 25.000 hektar

Donau Agro-koncernen, som har både ejeren af tøjkoncernen Bestseller, Anders Holch Povlsen, og lensgreve Bent Wedell fra Frijsenborg Slot og Wedelsborg Gods i ejerkredsen, har det seneste år udvidet landbruget i det østeuropæiske EU-land betragteligt.

Sidste sommer blev Blahova Aps, der driver landbruget Dan-Farm i byen Blahova 45 km øst for hovedstaden Bratislava, en del af Donau Agro.

Efter overtagelsen af Blahovas 11.000 hektar driver Donau Agro  over 25.000 hektar med solsikker, vinterraps, vårbyg, soja, brødhvede og majs til modenhed og biogas i Slovakiet.

Landbrugene gør desuden brug af dyrkningsformen conservation agriculture.

 

 

Landbrugstøtte er en risici

Donau Agro-koncernen kunne i 2022 notere en massiv fremgang i omsætningen på 77 procent i 2022 til 301,6 millioner kroner. 

Til gengæld kunne bundlinjen ikke helt følge med og faldt fra 66,5 til 44,1 millioner kroner før skat.

Egenkapital er på 510,5 millioner kroner, mens den samlede balance lander på 1,4 milliarder kroner.

Formand og medejer af Donau Agro, godsejer Jørgen Skeel fra Birkelse Gods, ønskede ikke ved regnskabsaflæggelsen over for LandbrugsAvisen at kommentere regnskabet.

Men i beretningen skriver ledelsen, at koncernens væsentligste risici ved driften blandt andet er Slovakiets udmøntning af EU’s CAP-reform og effekten deraf på EU’s landbrugsstøtte.

Opdateret klokken 11:31 med oplysninger om Donau Agro og regnskabet.

Donau Agro-koncernen

Donau Agro Invest P/S er koncern- og moderselskab for selskaberne Donau Agro Aps og Blahova ApS. 

Ejerkredsen bag Donau Agro Invest P/S består af Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen; en af Danmarks største jordbesiddere, lensgreve Bendt Wedell fra Frijsenborg Slot og Wedellsborg Gods; tidligere godsejer Niels Skou, godsejer Jørgen Skeel fra Birkelse Gods samt Lego-familiemedlemmet Anders Kirk Johansen.

Bestyrelsen for Donau Agro Invest P/S har Jørgen Skeel som formand og består ud over ovennævnte ejere af landmand Per Lykkegaard Christensen, tidligere formand for Landbrug & Fødevarer Frands Brockenhuus-Schack og Ditlev Gustav Wedell-Wedelsborg.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle