Dansk landbrugsfond køber op globalt

Dansk landbrugsfond har købt sig ind i svineprojekter over hele verden. Resten af året følger andre produktionsgene. Målet er 10 procent i afkast over 10-12 år til pensionskunder og staten.

Den danske stat og pensionskasser er nu medejere af svineproduktion i Chile, Kina, Indien og Sydafrika.

Det sker via den danske landbrugsfond Danish Agribusiness Fund, som Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) administrerer. Det viser fondens seneste regnskab.

Det sidste år har Danish Agribusiness Fund (DAF) købt sig ind i hele 6 projekter fordelt over de fire lande. Heraf er de fem svineprojekter, fortæller IFUs vicedirektør Torben Huss.

»De fem investeringer er inden for svineproduktion. Danmark er et af de førende, om ikke det førende, land inden for svineproduktion i verden. Vi har en viden og en erfaring, som efterspørges rundt omkring i de lande, som vi har investeret i«, påpeger han.

Den høje danske effektivitet på både genetik og også udstyr som inventar er blandt de gode grunde til, at hele verdens producenter kigger mod Danmark og dermed også mod dansk medfinansiering.

Alle steder har fonden skudt penge ind mod at blive medejer og mindretalsaktionær i virksomheden. Svineprojekterne er i store enheder, fra nogle tusinde søer og op til 25.000.

I Kina er der to virksomheder med dansk ejerskab. Den ene er Scandinavian Farms Pig Industries nord for Shanghai, som bl.a. Brdr. Ewers, Henrik Hougaard og Jørgen Lindberg står bag.

Nu andet end svin

Danish Agribusiness Fund skal efter planen have investeret alle sine 700 mio. kr. i virksomhedsdrift i løbet af 2018. Men de resterende projekter bliver i andet end svineproduktion, fortæller investeringschef på landbrug, Max Kruse fra IFU.

»Nu skal vi ikke have flere svineprojekter i DAF. Vi skal også sprede vores risiko, og vi kan investere i alt inden for landbrugs- og fødevareværdikæden. Det kunne være køer, men kan være produktion af korn, mølleri, slagteri, mejeri, men også fisk, undtaget havfiskeri«, forklarer han.

Skal være dansk islæt

Det eneste krav derudover er, at der er et dansk fingeraftryk på virksomheden.

»Der skal være danske interesser. Enten danske medinvestorer, eller at der er en dansk udstyrsleverandør. Men det er strategiske investeringer, vi laver, - det er ikke drevet af et eksportønske. Det skal være, fordi det er relevant at bruge dansk udstyr, fordi det giver det bedste resultat og effektivitet«, forklarer Max Kruse.

Målsætningen er, at fonden skal være aktiv i 10-12 år, før der er exit på alle investeringerne. Og afkastkravet er lige så klart: 10 procent.

»Vi stiler efter mindst 10 procent i afkast, netto efter omkostninger. Men vi vil ikke blive kede af at tjene mere«, konstaterer Torben Kruse.

Faktaboks

Danish Agribusiness Fund

  • Risikovillig kapital, der skal investeres i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande og vækstmarkeder. Målet er at styrke investeringerne lokalt samt at fremme salget af dansk teknologi.
  • Fond på 700 mio. kr. Heraf 88 mio. kr. fra udviklingsbistanden, 212 mio. kr. fra IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande) samt 200 mio. kr. fra henholdsvis PensionDanmark og PKA.
  • Stiftet ved politisk aftale i 2016. Målet er at have alle investeringer gennemført i år. Fonden forventes at være aktiv i 10-12 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle