Dansk landbrugsselskab i Rumænien stadig påvirket af afrikansk svinepest

DCH Internationals årsregnskab er negativt påvirket med to-cifret millionbeløb i 2023 på grund af afrikansk svinepest.

Det danskejede landbrugsselskab DCH International, der har en stor svineproduktion i Rumænien, har netop aflagt et regnskab, hvor der er et overskud af den primære drift på knap 80 millioner kroner.

Resultatet blev opnået på basis af en omsætning på 489 millioner kroner.

Fra DCH lyder det, at resultatet fortsat er negativt påvirket af den reducerede produktion, som følge af tidligere udbrud af afrikansk svinepest.

Den samlede produktion i 2023 i DCH var på 374.000 grise hvilket er cirka 50.000 stk. mere end 2022. 

Flere af selskabets 10 produktionsenheder i Rumænien var ude af drift som følge af udbrud af Afrikansk Svinepest tilbage i 2021. 

I begyndelsen af 2023 blev produktionskapaciteten i DCH derfor kun udnyttet 65 procent ved indgangen af året. Det steg til 85 procent mod slutningen af  2023. Samlet set vurderer DCH at afrikansk svinepest har påvirket resultatet negativt med 36 millioner kroner.

Bestyrelsen og ledelsen i DCH International betegner årets resultat som tilfredsstillende fra et økonomisk perspektiv.

Resultatet for 2024 vil dog fortsat blive negativt påvirket af genopstart af tidligere lukkede farme, samt et yderligere udbrud af afrikansk svinepest i januar 2024. 

/ege

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle