Dansk mælkepulver til Kina storhitter

Nordsjællandske Mille Food sælger modermælkserstatning til kinesiske babyer, Nu har selskabet udsigt til en investering på over en halv mia. kr.

I forrige uge blev to velfornøjede kinesere vist rundt i lokalerne på Mille Foods nye fabrik i Hundested, hvor der snart lægges sidste hånd på den gennemgående renovering.

Fabrikken er Mille Foods første af slagsen, og de to besøgende var kinesiske investorer, der endeligt skulle beslutte, om de ville gå videre med deres planer om at lægge 500 mio. kr. på bordet for at tage del i det eventyr, selskabet har udsigt til i Kina.

Mille Food sælger modermælkserstatning til de mange millioner af nybagte kinesiske mødre, der af kulturelle årsager ofte ikke ammer. Og med en af verdens største befolkningstætheder og et farvel til den velkendte étbarns-politik, er et konservativt bud, at markedet for mælkepulver til babyer er på mindst 100 mia. kr. om året alene i Kina.

Men selv om der er mange penge i spil, er det ikke nogen garanti for succes.

»Det er enormt svært at slå igennem, for nok er markedet stort, men konkurrencen i Kina nådesløs. Mælkepulver er bare mælkepulver i Danmark, og der er en håndfuld forskellige mærker i supermarkederne her, men i Kina er der op mod 2.000 mærker. Der er man bare en af mange«, siger Steve Wang, stifter og adm. direktør i Mille Food, der drives med den danske godsejer Axel Castenschiold som bestyrelsesformand.

Vil have dansk mælk

Det blev for alvor lukrativt at sælge modermælkserstatning til Kina efter 2008, hvor en af de største fødevareskandaler i nyere tid medførte, at over 300.000 babyer blev syge af bl.a. melamin i mælken. Det var blevet tilsat af kinesiske mælkeproducenter for kunstigt at holde proteinprocenten oppe og dække over, at mælken var blevet fortyndet med vand.

Derfor slår Mille Food også stort op, hvor mælken kommer fra.

Succes-direktør stopper: "Jeg har løst opgaven" 19. november · 12:50

»Kineserne ved, at skandinavisk mælk er den bedste i verden. Det er langt, langt bedre end kinesisk mælk. Det er ikke bare dobbelt så godt, men måske ti gange så godt. Og det vil også være tilfældet om 15-20 år, fordi den kinesiske mælk er af en så dårlig kvalitet, og fordi forurening stadig er et kæmpe problem i landet«, siger Steve Wang.

Top 10 i verden om fem år

Mille Food satte for alvor fart på eksporten i 2015, men selvom selskabet er ungt, er det gået hurtigt.

Ved udgangen af 2016 var omsætningen fordoblet til 120 mio. kr., i år ender den på mellem 250-300 mio. kr., og i 2019 regner Steve Wang med at have rundet den første milliard.

»Inden for fem år regner vi med at være blandt de seks største selskaber i Kina. Og når man er der, så er man automatisk i verdens top 10. Vi er ikke i markedet for at blive købt op af en af de store - vi vil langt hellere købe andre spillere«, siger han.

Succesen og ikke mindst de høje ambitioner i Mille Foods skyldes bl.a., at selskabet, ulig andre store koncerner, sælger produkterne i ”Mommy and baby shops”, som Steve Wang kalder dem – mere end 100.000 små kinesiske butikker, der er ejet af lige så mange små familier, der sælger alt fra børnetøj til modermælkserstatning til de kinesiske mødre.

En del af salget foregår også på Alibabas enorme salgsplatform Tmall, hvor bl.a. Danish Crown for nylig også fik en storstilet handelsaftale i hus med afsætning af danske grise til Kina.

Faktaboks

Mille Foods

  • Producerer modermælkserstatning på det kinesiske marked. 
  • Er stiftet i 2012 af kinesiske Steve Wang, der har boet i Danmark i 20 år og oprindelig uddannet fysiker. 
  • Godsejer Axel Castenschiold er bestyrelsesformand for Mille Food og har været med siden starten. 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu