Dansk megalandbrug lander millionoverskud efter historisk hårdt år

På trods af udefrakommende udfordringer får Goodvalley A/S et driftsresultat på over 200 mio. kr.

Det danskejedede megalandbrug Goodvalley A/S, der holder til i det østlige Europa, kommer ud af 2018 med et driftsresultat på 222 mio. kr. 

Omsætningen faldt dog med ni procent til 1.471 mio. kr. Årets resultat ender på 18 mio. kr. i forhold til 169 mio. året før.

Det skal ses i lyset af, at Goodvalley har været udfordret af lave svinepriser, og af at holde til i Polen, Ukraine og Rusland, hvor den afrikanske svinepest huserer. 

"Selvom 2018 var præget af udfordrende vejr og hårde markedsforhold, lykkedes det os at levere en stærk præstation baseret på høj effektivitet i produktionen. Vi er glade for at præsentere en relativt stabil omsætning og et solidt driftsresultat i et historisk hårdt år for landbrugsbranchen i hele Europa", siger adm. direktør Tom Axelgaard i forbindelse med præsentation af regnskabet. 

Her fremgår det desuden, at effektiviteten hos Goodvalley i solgte grise per so er steget fra 30,6 i 2017 til 31,6 i 2018. 

I 2018 har Goodvalley desuden lavet en række opgraderinger, der omhandler dyrevelfærd og biosikkerhed.

Netop de opgraderinger er med til at give selskabet tro på, at 2019 kommer til at give en omsætning på mellem 1.400-1.550 mio. kr. og et driftsresultat på 220-280 mio. kr. 

OBS: Artiklen er opdateret 14. maj. kl. 10.37 med tilføjelse af årets resultat i forhold til 2017. 

Faktaboks

Goodvalley A/S

  • Goodvalley består af 34 svinefarme, 9 biogasanlæg, 1 slagteri og forædling, 10 foderfabrikker og kornlagre, 2 kvæggårde og 6 markbrugscentre
  • Selskabets største enkeltaktionær er IFC, International Finance Corporation, under Verdensbanken med en andel på 6,9 procent af aktierne 
  • Den næststørste aktionær er Tom Axelgaard, der ejer 3,9 procent af aktierne
  • De øvrige 89,2 procent af aktierne ejes af cirka 170 aktionærer, der for størstedelens vedkommende er landmænd 
  • Aktionærerne fik sidste år i gennemsnit udbetalt et udbytte på godt 400.000 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle