Dansk megalandbrug opgiver at gå på børsen i år

Goodvalley, der tidligere hed Axzon, udskyder en længe ventet børsnotering, og nedjusterer årets resultat med 60 mio. kr.

Det med afstand største danskejede landbrug Goodvalley A/S opgiver at blive børsnoteret i år.

"Goodvalleys ejere og ledelse har besluttet at indstille processen mod en børsnotering på grund af volatiliteten i de europæiske landbrugsmarkeder og den effekt, det har på Goodvalleys præstationer" lyder det i en meddelelse fra selskabet.

Det er værdisætningen af selskabet, der holder Goodvalley tilbage i forhold til at børsnotere selskabet nu.

Eller sagt på en anden måde: Hvis man ønsker at få en god pris for aktierne, er det ikke det rigtige tidspnkt at gå på børsen med selskabet, der producerer cirka 1,3 mio. slagtesvin om året.

Ifølge Goodvalley er det sommerens tørke, der har ramt særligt hårdt i Polen, samt store mængder regn under høsten i Ukraine, der spiller mærkbart ind. Tørken og regnen har givet lave høstudbytter samtidig med, at prisen på svinefoder er steget. Samtidig er priserne på både smågrise og slagtesvin faldet.

Resultat nedjusteres med 60-75 mio. kr.

Samtidig nedjusterer Goodvalley forventningerne til årets resultatet i 2018. Tidligere ventede selskabet et driftsresultat på et niveau mellem 280 og 325 mio. kr. Det ventes nu at lande på mellem 220 og 250 mio. kr. Omsætningen ventes at holde det tidligere udmeldte niveau på mellem 1,4 og 1,55 mia. kr.

Endnu en faktor, der formentlig spiller ind, er den store uro, der har været i år, omkring svinepest i EU og i lande som Ukraine og Rusland. Uroen kan undgå at gøre indtryk på og påvirke potentielle investorers syn på værdisætningen af et landbrug, der producerer svin i de lande.

Goodvalley producerer svin i Polen, Ukraine og Rusland, hvor der både er mange landbrug, der er ramt af afrikansk svinepest, og hvor der i naturen også er fundet mange tamsvinimed afrikansk svinepest.

DCH international opgav salg for to uger siden

For knap to uger siden måtte et andet stort dansk-ejet aktielandbrug, DCH International A/S, opgive at sælge til kapitalfonden Polaris. Forklaringen var, at kapitalfonden havde fået kolde fødder på grund af de mange udbrud at svinepest, der har været i Rumænien, hvor DCH International har 17.700 søer og årligt producerer cirka 550.000 slagtesvin.

Få dage efter blev DCH International selv ramt af svinepest på en lejet farm med 10.000 slagtesvin i det sydøstlige Rumænien ved byen Ianca i amtet Braila tæt på Sortehavet.

Goodvalleys børsnotering ventet siden 2013

Allerede i november 2013 meddelte adm. direktør Tom Axelgaard, at selskabet ville gå efter en børsnotering. Dengang sagde han til LandbrugsAvisen, at der i bedste fald "kun går fire år, men vi er indstillet på, at der kan gå op mod seks eller syv år, før børsnoteringen er en realitet".

Det skulle således tidligst ske i løbet af 2017 eller måske først i 2019 eller 2020.

I juni 2017 sagde Tom Axelgaard, at børsnoteringen ville ske i 2018. Det gentog han i oktober 2017, og så sent som i september i år sagde Tom Axelgaard, at han var parat til at trykke på knappen, og at "det sagtens kan blive i 2018".

Selvom det ikke bliver i år, Goodvalley blev børsnoteret, så kan Tom Axelgaards forudsigelse fra 2013 stadig nå at holde, hvis blot børsnoteringen sker i 2019 eller 2020.

Faktaboks

Goodvalley A/A

  • Goodvalley består af 34 svinefarme, 9 biogasanlæg, 1 slagteri og forædling, 10 foderfabrikker og kornlagre, 2 kvæggårde og 6 markbrugscentre
  • Selskabets største enkeltaktionær er IFC, International Finance Corporation, under Verdensbanken med en andel på 6,9 procent af aktierne 
  • Den næststørste aktionær er Tom Axelgaard, der ejer 3,9 procent af aktierne
  • De øvrige 89,2 procent af aktierne ejes af cirka 170 aktionærer, der for størstedelens vedkommende er landmænd 
  • Aktionærerne fik sidste år i gennemsnit udbetalt et udbytte på godt 400.000 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle