Dansk minkavler i Polen: Borgmesteren tog imod med åbne arme

En udgift pr. skind på 190 kr. er et godt udgangspunkt for succes.

Han var træt. Meget træt. Af Danmark og især af de danske myndigheders langsommelighed. Fem år var der gået, uden at Bo Larsen havde fået et endeligt svar på, om han måtte udvide sin farm i Gindeskov ved Haderup.

I stedet for at vente længere købte han 17 hektar jord i Polen til at bygge farm på.

I dag har han en farm med 24.000 tæver i Grodzisk tæt på grænsen til Tyskland og blot tre timers kørsel fra Berlin og otte timer fra Haderup.

Han husker stadig den første gang, han ankom til byen. Dér stod borgmesteren med åbne arme og bød ham velkommen.

»Så var linjen ligesom lagt«, siger Bo Larsen.

Tilladelse: 63.000 tæver

Hurtigt fik han lov til at bygge til 10.000 tæver, og inden der var gået et år, havde han fået en tilladelse til at udvide til 63.000 tæver.

Etableringen af farmen kørte på skinner, og dengang var hans største bekymring, om han overhovedet kunne lave kvalitetsmink i Polen.

»Kunne jeg passe dem godt nok, når jeg boede 800 km fra farmen? Hvordan med kvaliteten - og længden på skindene? Var foderet godt nok? Det var nogle af de mange spørgsmål, jeg stillede mig selv«, siger Bo Larsen.

I dag, hvor farmen er blevet udvidet to gange, kender han svarene.

»Jeg kan kun sige, jeg er meget tilfreds«, siger Bo Larsen.

»Jeg har en fantastisk daglig leder på farmen, som sørger for, at alt kører på skinner. Han er hele tiden to dage foran i sine tanker, og hver dag sender han en mail til mig med data for dagens foderforbrug, dødelighed og fødte hvalpe«.

»Derudover får jeg hver uge data om 120 mink, der vejes manuelt. Tallene indikerer, hvordan det går med bl.a. foderudnyttelse og sundhed«.

Selv kommer Bo Larsen på farmen hver tredje eller fjerde uge. Fire gange om året har han minkdyrlægen Jens Jacob Faurbye med, og sammen gennemgår de farmen fra a til z.

Langt hen ad vejen er det lykkedes at overføre dansk viden og effektivitet til farmen i Polen. Eksempelvis har Bo Larsen i alle fem år i Polen haft en halv hvalp mere end i Danmark.

I år havde han 6,2 hvalpe i Polen og 5,6 i Danmark. Det tager han som et klart signal om, at han gør noget rigtigt i Polen.

Tæver i alle bure

Han mener, at en af forklaringerne på de mange hvalpe er, at der må være tæver i alle bure i Polen - ikke kun i hvert andet bur som i Danmark.

»Det skaber mere aktivitet, tæverne stimuleres, og hvalpene lokkes tidligere ud af redekassen og ud i burene, hvor de kan drikke vand, i stedet for at stresse tæverne, når tæverne på et tidspunkt ikke kan levere nok mælk til de store hvalpe«, siger Bo Larsen.

»En anden forklaring kan være, at vi på grund af lavere løn i Polen har mere arbejdskraft til rådighed, og at vi dermed kan passe dyrene bedre«.

Endnu en ting, han glæder sig over i Polen, er foderet. Og det er ikke bare fordi, det er 20 kr. billigere pr. skind end i Danmark.

»Det meste af året består foderet af op til 85 procent kylling og 15 procent blodmel. Det er virkelig godt foder, som minkene elsker, og spiser meget af«, siger han.

Rent økonomisk er eventyret i Polen heller ikke så ringe. Udgifterne i Polen er 190 kr. pr. produceret skind sammenlignet med 250 kr. på hans danske farme. Udgifterne er inkl. alt bortset fra ejerløn.

Skindene sælger han på NAFAs auktion i Toronto, og i år fik han i gennemsnit 250 kr. for et polsk og 260 kr. for et dansk skind.

Overskud: 60 kr. pr. skind

Det giver et overskud på 60 kr. pr. polsk skind, og 10 kr. for et dansk skind. Med 24.000 tæver og 6,0 skind pr. tæve i Polen og 30.000 tæver og 5,5 skind pr. tæve i Danmark lyder årets polske overskud på knap 9 mio. kr. og det danske på 1,7 mio. kr., selv om han har 6.000 flere tæver i Danmark.

Bo Larsen peger da også på Polen som det land, hvor han helst vi udvide. Men han holder lidt igen.

»I øjeblikket er der en forhøjet risiko for plasmacytose i Polen. Flere farme kun 25 km herfra er meget hårdt ramt og har i år haft under en halv hvalp pr. tæve«.

»Det lægger en lille dæmper på min lyst til at udvide lige nu«, siger Bo Larsen.

Faktaboks

Bo Mink, Grodzisk

  • Tæver: 24.000
  • Typer: Halvt mørke, halvt lyse
  • Hvalpe pr. tæve 6,2
  • Udgifter pr. skind, ekskl. ejerløn: 190 kr.
  • Salgspris pr. skind: 250 kr.
  • Arbejdspladser: 20 fuldtid

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle