Himmerlandskød betalte bedre end konkurrenterne sidste år. Ejer Lars Andersen arbejder på at udvide.
Omsætningen steg og kapaciteten i Himmerlandskød blev udnyttet i det forgangne regnskabsår.
Derfor kom det privatejede kreaturslagteri i regnskabsåret over de 100.000 slagtede kalve, køer og tyre.
Men står det til ejer og direktør Lars Rosbjerg Andersen, skal antallet igen øges markant i 2019.
"Vi er i gang med at planlægge at kunne udvide vores slagtekapacitet, så vi kan slagte nogle flere dyr. Vi har grundlaget for at kunne omsætte mere, end vi gør i dag. Vi skal helst op på minimum 110.000 dyr i 2019. Så kan vi også tage nye leverandører ind", forklarer han.
Målet er at have udvidelsen på plads, så man er klar, når det store ryk-ind af dyr kommer til efteråret. Blandt andet også via en investering i pakkerobotter til 3 mio. kr. i produktionen.
Pressede priser på verdensmarkederne
Omsætningen i selskabet steg fra 786,2 mio. kr. til 817,4 mio. kr. i 2018. Resultatet endte dog stort set lige ud for Himmerlandskød med 13,2 mio. kr. i 2018, mod 12,6 året før. Dermed ender cirka 1,6 procent af omsætningen på bundlinjen.
"Det har været et år, hvor vi har været offensive i vores prissætning ud til landmanden og vores afregningspris har været meget meget konkurrencedygtig. Det er vi glade ved, at det har kunnet lade sig gøre", forklarer Lars Rosbjerg Andersen.
Den præcise notering oplyser han ikke, men han understreger, at Himmerlandskød har ligget betydeligt over Danish Crown, selv om noteringerne har været presset i bund af især konkurrence fra udenlandske aktører.
"Samtidig har hudepriserne været væsentlig under pres, og det betyder meget, om de ting, der ligger ved siden af kødet, koster noget. Men vi klarer os, fordi vi er super omkostningsbevidste. Samtidig har vi fået en masse synergier, ved at have slået vores fire selskaber sammen i et og ved at have fået en professionel bestyrelse, der er kommet med nogle redskaber", forklarer han.
Skal bygge forædling
I det forgangne år har Himmerlandskød købt det tidligere Arla-mejeri i Rødkærsbro. Tanken er, at det skal omdannes til forædling for slagteriselskabet. Endnu er Lars Rosbjerg Andersen dog ikke klar til at løfte sløret for, hvad der skal placeres i de nye rammer - men han forventer, at det tages i brug i år.
Langt hovedparten af omsætningen - 649 mio. kr. ud af den samlede på 817 mio. kr. - kommer fra det danske marked. Lars Rosbjerg Andersen glæder sig over at mærke en stigende interesse og afsætning af dansk oksekød herhjemme.
"Dansk kød er blevet mere efterspurgt, end det har været. Men detailhandlen er jo benhård. Vi kan ikke bare gå ud og få ekstra priser. Det er et ekstremt konkurrencepræget marked", mener han.