Puljenoteringerne fortsætter markant stigning, mens den beregnede notering for smågrise falder.
Euforien fortsætter med uformindsket styrke for puljenoteringerne for smågrise.
Hos Porc-Ex er der på blot fem uger lagt 80 kr. på prisen for en 30 kgs-gris, så den nu er oppe i rekordhøje 600 kr. i uge 50.
Det er en stigning på 20 kr. fra niveauet i uge 49.
De positive takter fortsætter også hos SPF, der kan præstere otte uger i træk med stigninger for noteringen.
Der er lagt en ti’er på noteringen i uge 50, der dermed kommer op i 565 kr.
Anderledes ser det ud for den beregnede notering, som i fire uger har holdt sig på over 550 kr. Med det annoncerede noteringsfald for slagtesvin på 30 øre til 13,30 kr. rammes den beregnede notering også og dykker 13 kr. til 542 kr.