Dansk staldfirma tidobler bundlinjen og får 19 nye ansatte på et år

Aco Funki præsterer i sit seneste 2017-regnskab kæmpe fremgange på top- og bundlinje. Medarbejderstaben er også vokset stærkt.

Stor investeringslyst i Danmark og massiv global aktivitetsfremgang løfter Aco Funkis seneste regnskab til nye højder.

Aco Funki, der har base ved Herning, har oplevet en fremgang i omsætningen på 66 procent. Omsætningens størrelse oplyses ikke, men bruttofortjenesten er steget 51 procent til 8,6 mio. euro.

Samme vej er det gået for årets resultat før skat.

»Aco Funki A/S fik for året 2017 et resultat før skat på 9,8 mio. kroner, hvilket er det bedste resultat i mange år. Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende, da der samtidig er investeret kraftigt i den fremtidige vækststrategi«, fremgår det af regnskabet.

Samtidig er bundlinjeresultatet næsten tidoblet på et år - fra 147.000 euro i 2016 til 1,225 mio. euro i 2017.

Eksperten buldrer frem

Det er over en bred kam, Aco Funki mærker stigning i aktiviteterne.

»Det er glædeligt, at væksten er fordelt over alle kontinenter. Danmark og Norden havde en vækst på 49 procent, hvilket betyder at ACO Funki har vundet markedsandele i et meget konkurrencepræget marked. Eksporten er steget med 80 procent fordelt på 50 lande. Eksportandelen af den samlede omsætning udgør 70 procent«, fortæller Lene Bryde, adm. direktør i Aco Funki.

Hun oplyser til LandbrugsAvisen, at den kraftige vækst i særligt Asien får virksomheden til at opgradere sin tilstedeværelse i Kina, hvor der investeres i lokaler i kinesiske Qingdao.

»Væksten i omsætningen i Danmark er bredt funderet på produktionsform. Tidligere var det primært hos so- og smågriseproducenter, vi så væksten, men her og nu ser vi også en række slagtesvineproducenter, der øger kapaciteten«, siger hun.

19 ny ansatte på et år

Den øgede aktivitet hos Aco Funki smitter også af på antallet af medarbejdere, som de senere år er gået markant frem.

I 2013 var der blot 28 ansatte i Herning-virksomheden, men i takt med de seneste års fremgange er medarbejderstaben vokset til 99 ansatte. Det er et spring frem på 19 medarbejdere på blot et år.

2017 var også året, hvor Aco Funki sammen med 21 andre virksomheder etablerede showroomet Danish Pig Academy. Akademiet ser Aco Funki som et vigtigt aktiv, der kan være med til at løfte de fremtidige eksportsmuligheder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle