Dansk-tysk grænse åbner for landmænd: Andet ville være katastrofe

Landmand, maskinhandler og biogas-ejer Brian Rostgaard Andersen er utrolig taknemmelig for, at myndighederne nu åbner op for landbrugskørsel over de lukkede grænser. Andet ville være en katastrofe.

"Det er en katastrofe, hvis grænserne ikke bliver åbnet i en fart".

Sådan lyder det fra landmand, maskinhandler og biogas-ejer Brian Rostgaard Andersen, der for hver dag grænsen er lukket mister kunder og kører mange kilometer ekstra for at komme mellem eget landbrug og maskinhandel Bimpel nær Tønder i Danmark og biogasanlægget på den tyske side af græsen.

Derfor glæder det ham, at der nu er en løsning på vej, som Syd- og Sønderjyllands Politi meldte onsdag eftermiddag.

"I den forbindelse vil jeg gerne rose de danske myndigheder og især Tønder Kommune, der har været helt fremme i skoene og rejste problemstillingen promte. Det er flot", siger en meget taknemmelig Brian Rostgaard Andersen.

Også Jørgen Popp Petersen, formand hos LHN, er glad for at der er en løsning på vej.

"Det er rigtig fint, og også meget nødvendigt specielt her med forårsarbejdet, for det har været meget besværligt med de enorme omveje nogle landmænd har skulle køre. Så det er godt, man så forholdsvis hurtigt har fundet en løsning".

Grænser blev lukket natten over

10 af de 13 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland blev 14. marts lukket permanent, mens tre grænseovergange – Sæd, Kruså og Frøslev – forblev åbne og bemandet døgnet rundt.

Men to af de åbne grænseovergange er motorvej, og landbrugskøretøjer har skulle køre lange omveje eller været helt udelukket fra at krydse grænsen.

Selvom der normalt kun er omkring seks kilometer mellem landbrug og biogasanlæg, betyder grænselukningen derfor en ekstra omvej på 20 kilometer for Brian Rostgaard Andersen, der producerer biomasse i Danmark, som bliver kørt til biogasanlægget i Tyskland.

"I efteråret kører vi 800 - 1000 læs biomasse til Tyskland, og lige nu i foråret ligger vi og kører et restprodukt tilbage til Danmark som et jordforbedringsmiddel. Det er en kæmpe hæmsko, at grænsen nær os er blevet lukket. For nogen betyder det omveje på op til 60 kilometer, hvor de normalt skal køre 5", fortæller Brian Rostgaard Andersen.

Grænsen nærmest ham, Beierskro, er blokeret med betonklodser. Det, og corona og udgangsforbud betyder, at kunderne også bliver væk.

"Jeg er afhængig af at komme frem og tilbage gennem de åbne grænser, og af samhandel med dem på den anden side. Nu bliver kunderne fra Tyskland, Sverige og Norge væk", siger han.

Kommunen reagerede prompte

Brian Rostgaard Andersen skrev allerede i sidste uge til Tønder Kommune for at få hjælp til at løse de omkring 27 berørte landmænd i områdets problemer med grænsen.

"To timer senere havde de svaret, at det skulle de nok gøre noget ved", siger en imponeret og taknemmelig Brian Rostgaard Andersen.

Politiet meldte onsdag eftermiddag at der fra slutningen af denne uge bliver sat bomme med en kodelås op ved fem grænseovergange. 

Det vil sikre at landmænd og ansatte kan krydse de lykkede grænser og nå til deres landbrug, jord og biogasanlæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle