Danske Æg: Omlægning fra buræg vil koste flere hundrede mio. kr.

Med Coops udfasning af buræg, vil nogle producenter skulle lægge om fra buræg til skrabeæg.

Coop-koncernen meldte i weekenden ud, at de vil udfase salget af buræg i 1.200 butikker over de næste fem år. Det kommer til at give et stort økonomisk tab for producenterne, hvis de skal omlægge produktionen igen, vurderer sektorchef for Danske Æg Jørgen Nyberg Larsen.

Udsigterne til at skulle lægge produktionen om kommer kun få år efter, at producenterne blev underlagt EU-regler om at ændre burene til såkaldte berigede bure. Fra 1. januar 2012 fastslog et EU-direktiv, at burægsproducenter skulle omlægge burene så de indeholder siddepinde, skrabeareal og reddekasser.

Dengang kostede det producenterne mellem 350 og 500 mio. kr. Penge, der endnu ikke er afdraget, forklarer Jørgen Nyberg Larsen.

"Formentlig kommer omkostningerne til at lægge om til at ligge i samme størrelsesorden, hvis alle skal lægge om. Men det er svært og sige, hvor mange, der kommer til at blive påvirket af det her," siger han.

Hvis nu producenten ikke har økonomisk mulighed for at lægge om, hvor mange producenter vil komme i klemme som følge af Coop´s  udfasning?

"Pakkerierne har godt styr på deres producenter, og de sørger for, at der er så få som muligt, der vil komme i klemme af det her,” siger Jørgen Nyberg Larsen.

Kunderne vil have buræg

Der er i alt ca. 200 æggeproducenter i Danmark, heraf er 30 af dem producenter af buræg. Tal fra Danske Æg viser, at buræg stadig er den mest solgte af de fire produktionstyper, der findes af æg – herunder buræg, skrabeæg, frilandsæg og økologiske æg.

"Pakkerierne og producenterne holder fast i de produkter, kunderne vil have," siger sektorchefen.

For hele detailhandlen og foodservice, det vil sige restauranter og kantiner, er 45,8 procent af de solgte æg buræg.

 Coops har spurgt deres kunder om deres præferencer for æg, men den undersøgelse er Jørgen Nyberg Larsen skeptisk overfor.

"Det er helt tydeligt, at kunderne svarer et og gør noget andet. Man ser tit, at folk svarer, de kun køber økologisk, men tallene viser noget andet."

Stadig Marked for buræg

Sektorchefen er ærgerlig over Coop´s beslutning, men er ikke bekymret.

Selv om Coop udfaser buræg, vil 25-30 procent af produktionen stadig være buræg i 2020, forklarer han. 

"Der er et kæmpe marked uden for Danmark, der gerne vil have danske buræg. I Fjernøsten og Mellemøsten er de fuldstændig ligeglade med, hvad det er for nogle æg - de går op i fødevaresikkerhed, og det har vi styr på her i Danmark," siger Jørgen Nyberg Larsen.

 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle