Danske øko-virksomheder skal på charmeoffensiv i Finland

Der er et voksende marked for økologi i Finland. Landet mod nord er nu Danmarks 7. største eksportmarked indenfor økologi. Landbrug & Fødevarer mener, at eksporten kan vokse endnu mere. Derfor er erhvervsorganisationen i denne uge på eksportfremstød i Helsinki sammen med 13 danske, økologiske virksomheder.

Det økologiske marked i Finland er nu for alvor begyndt at røre på sig.

Det sker særligt i og omkring hovedstaden Helsinki, hvor andelen af økologi nu udgør ca. fem pct. i detailhandlen.

Derfor er Landbrug  & Fødevarer netop nu - onsdag og torsdag - taget på eksportfremstød i landet sammen med 13 danske, økologiske virksomheder

”Sidste år steg efterspørgslen på økologi med hele 13 pct. Økologi er blevet et hverdagsvalg for mange finske forbrugere, der efterspørger bæredygtige, naturlige, nye og innovative fødevarer. Og her har de danske virksomheder virkelig noget at byde ind med", siger Sarah C.S. Fuglsig, der er markedskonsulent i afdelingen for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.

salg for mere end to mia. kr.

De deltagende virksomheder som fx Friland, Aalbæk, Uhrenholt og Thise skal på fremstødet både møde centrale aktører i detailsektoren og fra foodservice (dvs. restauranter, cafeer og storkøkkener, red.).

De seneste fem år er salget af økologiske fødevarer steget med 50 pct. i Finland og udgør nu omkring 310 millioner euro, svarende til 2,3 mia. kr. Men selvom markedet endnu ikke er i nærheden af det danske eller svenske niveau, er der en stadig stigende efterspørgsel:

”Derfor har Landbrug & Fødevarer fokus på det finske marked, og vi forventer, at flere danske virksomheder inden for de næste år vil enten videreudvikle eller begynde at eksportere til Finland”, siger Sarah C.S. Fuglsig.

relativt nemt at begynde

Danmarks økologi eksport til Finland lå i 2016 på over 80 millioner kroner, og med en stigning på ca. 13 pct. i salget af økologiske fødevarer sidste år er det finske marked for alvor ved at blive interessant for danske økologiske fødevareeksportører.

”På trods af, at markedet ikke har oplevet den vækst i økonomien, som har præget det øvrige Skandinavien, er det forholdsvis nemt at begynde eksport af fødevarer til landet,” siger Sarah C.S. Fuglsig.

Og hos Gasa Odense Frugt-Grønt, der deltager på turen, ser man stort potentiale i det finske.
 
”De finske forbrugere foretrækker – ligesom de danske – nationalt frugt og grønt, men de kan ikke selv producere hele året pga. det kolde klima. Derfor ser vi et vækstpotentiale i det finske marked, der har noget kortere sæsoner", siger Jørn Malte Rahn, salgskonsulent for eksport i Gasa Odense Frugt-Grønt.

På eksportfremstødet deltager virksomhederne også på et foodservice-seminar, hvor både grossister og storkøkkener er samlet for at høre om udviklingen af økologi i den finske foodservice.

Faktaboks

Disse danske virksomheder deltager på turen til Finland

  • Gasa Odense, Frugt-Grønt Amba, Odense
  • Aalbæk Specialiteter, Horsens
  • Skare Food A/S, Christiansfeld
  • Uhrenholt A/S, Middelfart
  • Friland, Randers
  • Thise Mejeri Amba, Roslev
  • Møllerup Brands A/S, Rønde
  • Løgismose Meyers, København
  • Kohberg Bakery Group A/S, Haderslev
  • Woodland Wonders, Gentofte
  • Vision Foods Aps, Aarhus
  • Falengreen A/S, Skanderborg
  • Original Chia Wholesale ApS, Sønderbrog

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle