Danske Bank: Landbruget har det bedre

Danske Banks regnskab tilbagefører nedskrivninger - og forventer flere i 2020, melder regnskabet for storbanken.

Landbruget klarer sig bedre. Det melder storbanken Danske Bank i sit netop offentliggjorte regnskab for 2019.

I alt tilbageførte banken 342 mio. kr. i nedskrivninger - altså bankens hensættelser på lån, der har forringet værdi i 2019.

Især i fjerde kvartal, hvor svinepriserne virkelig kom op i højt niveau, har budt på nedskrivninger, fremgår det af årsrapporten.

"Tilbageførslen vedrørte primært vores landbrugsportefølje", skriver banken i regnskabet.

Danske Bank-koncernen opnåede for 2019 et resultat efter skat på 15,1 mia. kr. mod 15,2 mia. kr. i 2018. Resultatet var som forventet og påvirket af en række éngangsforhold vedrørende blandt andet nedskrivning af goodwill, salgene af Danica Pension i Sverige og LR Realkredit A/S samt en positiv regulering af udskudt skat.

Udlån for 74 mia. til landbrug

Også i 2020 forventer Danske Bank, at landbrugets situation vil blive forbedret - hvilket banken måler i tilbageførsel af nedskrivninger.

"Vi forventer en fortsat tilbageførsel af nedskrivninger, hovedsageligt inden for vores landbrugsportefølje, men også inden for vores porteføljer inden for metaller og minedrift. Med hensyn til landbrugsporteføljen er der tale om tilbageførsler generelt, mens der i relation til vores porteføljer inden for metaller og minedrift er tale om enkeltkunder".

Landbruget fylder 2,2 procent af den samlede finanskoncern, der også tæller Danica Pension og Realkredit Danmark.

Den samlede landbrugseksponering for hele koncernen med både realkredit og bankens øvrige lande ud over hjemlandet er på 74 mia. kr. Sidste år lød eksponeringen på 74,3 mia. kr.

Heraf er 5,6 mia. kr. såkaldt stadie 3-lån, hvilket vil sige, at de er kreditforringet i en vis grad. Det er et fald på 1,1 mia. kr. i forhold til 2018, hvor eksponeringen i stadie-3 lån til landbrugskunder i bankens område lød på 6,7 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle