Danske ejere taber formue på australsk sædskandale

En tidligere landboformand og dansk godsejer stod i spidsen for firma indblandet i sæd-smugling i Australien.

En tidligere landboformand og en dansk godsejer har forbindelse til en sag om smugling af ornesæd i Australien, der har udløst både fængselsdomme og millionbøder.

Tirsdag aften kom det frem, at to danske landmænd er dømt til henholdsvis to og tre års fængsel i Australien, for i otte år at smugle dansk sæd ind i landet, selvom det er forbudt.

De to dømte danske svineavlere er Torben Sørensen, der er medejer af den danske virksomhed i Vestaustralien GD Pork, og avlschef i samme virksomhed, Henning Laue. De to er dømt for at have sørget for at have stået for at den indsmuglede ornesæd blev brugt til inseminering på farmen Pinjarra Piggery, der var ejet af GD Pork. 

Virksomheden GD Pork gik for få år siden konkurs, men var før sin opløsning ejet af det danske firma Pork Australia Aps. I bestyrelsen for virksomheden sad udover Torben Sørensen også Henrik Enderlein og Christian Peter Nymann.

GD Pork ejede en farm i det vestlige Australien, den tredjestørste smågriseproducent i det område, og producerede årligt omkring 70.000 slagtesvin.

Ingen kommentarer

Sammen med Torben Sørensen, der er blevet dømt som 'arkitekten' i sæd-skandalen, sad også to andre danskere i bestyrelsen for Pork Australia, der ejede det australske datterselskab. Det drejer sig om henholdsvis Henrik Enderlein og Christian Peter Nymann.

Førstnævnte, Henrik Enderlein var bestyrelsesformand i Pork Australia fra marts 2013 til oktober 2018. Han er som tidligere formand i LandboSyd og ejer af landbruget Bjerggård ved Sønderborg en kendt mand i de sydlige kredse. 

Sidstnævnte, Christian Peter Nymann, var også medlem af bestyrelsen og ejer i dag Steensgaard Gods på Lolland og Auspork ApS.

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at komme i kontakt med de to, for at høre, om de har en kommentar til deres tidligere firmas indblanding i sagen.

Henrik Enderlein ønskede ikke at kommentere sagen, men oplyste dog, at det konkursramte GD Pork siden er blevet opkøbt af australske Westpork.

Christian Peter Nymann anerkender, at han sad i bestyrelsen for Pork Australia ApS, men ville ikke kommentere yderligere på sagen: 

"Jeg har kun kunnet læse om sagen i de artikler, som I har skrevet og som de australske medier har skrevet. Jeg har ikke flere kommentarer end det", siger han.

Konkurs i Australien med millionunderskud

Danske Pork Australia, der havde de tre danskere siddende i bestyrelsen, måtte ved datterselskabet GD Porks konkurs også se deres holdingselskab indberette røde tal på bundlinjen.

Pork Australia er ved frivillig likvidation opløst 6. juni 2019 men havde inden da som primære forretning at erhverve og eje aktier i selskaber, der er indregistreret i Australien og driver svine- og planteproduktion.

Selskabet gik fra i 2017 at lave et pænt overskud på 2,7 millioner kroner, til at lande på massive - 24,1 millioner kroner i underskud i 2018.

Efter datterselskabets konkurs, forventede man ikke, at man kunne hive midler ud til de tre kapitalejere, hvorfor alle værdier man have i firmaet (17,2 millioner kroner) blev nedskrevet til en værdi af 0 kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle