Danske Halmleverandører tænker på fremtiden

Et udvalg i Danske Halmleverandører har fået til opgave at undersøge mulighederne for alternative anvendelser af halm.

Et udvalg i Danske Halmleverandører har det seneste halve år brygget på ideer og tanker om alternativ anvendelse af halm. 

”Vi har gået med tankerne i mange år, inspireret af blandt andet cirkulær bioøkonomi”, siger udvalgsmedlem Knud-Erik Clausen fra Maribo. 

"Jeg har arbejdet med det her i 25 år, og verden står ikke stille. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vi finder, og får, en merværdi ind i halmen", tilføjer formand for Danske Halmleverandører, Hans Stougaard, Glamsbjerg. 

vil ikke være en stopklods for udviklingen

I udvalget har han, sammen med det andet medlem, Palle Sørensen fra Mariager, set på forskellige muligheder for at udnytte halm smartere, mere effektivt og mere miljøvenligt. 

Alt fra ligninudvinding, olieudvinding til udnyttelse af voks og fibre har udvalget undersøgt. 

”Kan vi udnytte nogle synergieffekter ved for eksempel at først udvinde olie, siden ligning og så fibre eller lignende, så vil vi prøve at koordinere processen. At være katalysator for det”, siger Knud-Erik Clausen.

”Og så er det magtpåliggende for Danske Halmleverandører ikke at være en stopklods for udviklingen inden for halm”.

kom med de gode idéer

Foreløbig er planen, at holde et én-dagsseminar henover vinteren, hvor ligesindede og folk med ideer er mere end velkomne. 

Seminaret forventes at blive lidt ligesom plantekongressen, hvor der vil være inviteret talere, og desuden vil være rig mulighed for at komme med input og ideer. 

"Vi går på den med fuld skrue, og hvis der er nogen i æteren der har noget, så er de meget velkomne til at byde ind", siger Hans Stougaard. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle