Danske kongeørne bliver fulgt fra de flyver fra reden

Med et nyt interaktivt kort kan man følge de danske kongeørne, så man kan blive klogere på deres yngleområder

Fra Nordjylland forbi Aarhus, Viborg og Kolding til Slesvig i Tyskland. 

Sådan har ruten indtil videre været for to danske kongeørne, Høstemark og Tofte, som er blevet udstyret med en gps-sender, så man kan følge deres færd på et nyt offentligt kort. 

Formålet er at blive klogere på ørnenes færd og yngleområder, siger lektor Anders Tøttrup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er en del af Statens Naturhistoriske Museum.

"Vi kan få helt præcis information om, hvor de flyver hen, hvornår de flyver og, hvilket område de befinder sig i. Hvilke områder, der er vigtige for dem, og som de er afhængige af det første år, inden de bliver kønsmodne og slår sig ned," siger han.

Modsat havørnene, hvis bestand er gået støt frem siden 1990’erne, er der nemlig ikke kommet flere ynglende kongeørne i Danmark de sidste 17 år. Selv om i alt 34 unger er fløjet fra danske reder, har ingen af dem slået sig ned og ynglet i landet.

"På den længere bane håber vi at finde ud af, hvor de slår sig ned og yngler første gang. Men det er først, når de er omkring tre år," siger Anders Tøttrup og fortsætter:

"I historisk tid har der ikke været ynglet kongeørne i Danmark. De er i fremgang, men det undrer os, at der ikke flere, da vi kan se, at de har ynglesucces. De har fået unger, men vi ved ikke rigtig, hvor de bliver af, og det vil vi jo gerne vide."

Også en tredje ørn er blevet udstyret med en gps-sender, men den er endnu ikke fløjet fra reden.

"De unger, vi følger nu, valgte at følges ad, selv om de kommer fra to forskellige reder og ikke kender hinanden, så det er lidt sjovt. Men den sidste er stadig i området." siger han

Projektet forventes at vare de næste to år. 

Kongeørnen er Danmarks næststørste rovfugl kun overgået af havørnen. 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle