Danske landmænd driver 450.000 hektar i udlandet

Produktionen stiger hos medlemmerne af Danish Farmers Abroad.

For seks år siden var der blot 79 medlemmer af foreningen Danish Farmers Abroad, der er interesseorganisation for de danskere, der ejer eller arbejder på landbrug i udlandet.

Men siden er det gået hurtigt.

Sidste år var medlemstallet steget til 181, og nu er det igen steget. Denne gang til 190. Samtidig er også medlemmernes produktion stigende.

»Det er interessant at se, hvordan vores medlemmers samlede produktion stille og roligt stiger. Medlemmernes planteproduktion svarer i dag til 15 procent af produktionen i Danmark og svineproduktionen til cirka 30 procent«, sagde foreningens formand Jytte Rosenmaj på foreningens generalforsamling.

Af foreningens 190 medlemmer er de 77 landbrug. Det er ét landbrugsmedlem mindre end året før. Det skyldes blandt andet, at der det seneste år er landbrugsmedlemmer, der har opkøbt eller er blevet lagt sammen med landbrug, der i forvejen er medlemmer af foreningen.

Resten af medlemmerne er personlige og firmamedlemmer. Antallet af firmamedlemmer er steget fra 62 til 72.

De 77 landbrugsmedlemmer repræsenterer i alt 5.700 ejere og aktionærer, der driver landbrug i 43 lande og har 12.500 ansatte.

Foreningens medlemmer producerede sidste år 6,5 mio. slagtesvin, havde 18.500 malkekøer og 450.000 hektar.

Blandt foreningen største medlemmer er selskaberne Axzon A/S (Polen, Ukraine og Rusland), Idavang Group (Litauen og Rusland), Premium Porc International, (tidligere DCH International A/S, Rumænien) og First Farms A/S (Rumænien og Slovakiet).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle