Danske landmænds aktiviteter i udlandet vokser: Driver nu 467.000 hektar jord

Trods et lille medlemsfald i foreningen for udlandslandbrug, Danish Farmers Abroad, vokser medlemmernes aktiviteter i udlandet, viser nye tal fra foreningen.

Danske landmænds aktiviteter i udlandet vokser fortsat.

I løbet af det seneste år er arealet, som medlemmerne i interesseorganisationen Danish Farmers Abroad råder over, vokset med 7.000 hektar.

Det fremgår af tal, som foreningen tirsdag lagde frem på årets generalforsamling, der foregår på Hotel Pejsegården i Brædstrup.

I alt råder foreningens medlemmer nu over 467.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til 16 procent af Danmarks landbrugsareal.

Ligeledes vokser svineproduktionen i udlandet. Foreningens medlemmer har tilsammen 280.000 årssøer og 8,2 mio. slagtesvin. Det er en stigning på henholdsvis 30.000 søer og 1 mio. slagtesvin.

På kvægsiden råder danske landmænd i udlandet over 18.500 malkekører og 40.500 kødkvæg. Derudover 150.000 får og lam samt 170.00 æglæggere og 6 mio. slagtekyllinger.

Til gengæld falder foreningens medlemsskare en smule. Antallet her i 2022 ligger på 224, hvilket er et lille fald fra rekorden i fjor, da der var 235 medlemmer.

Det var dog forventeligt, at corona-situationen ville spille ind på den front, fremgik det af formandens beretning.

"I den givne situation - i lyset af corona - er det et ganske fint antal medlemer", lød det fra foreningens formand, Jytte Rosenmaj.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle